Nu kan man se en stor samling fotos fra skoleskibet KØBENHAVN i museets digitale billedarkiv.

Bente Berg, enke efter Henry Peter Berg har givet museet lov til at låne og scanne hendes mands fotoalbum fra den periode, han sejlede med KØBENHAVN som elev og matros. Og billederne er nu registreret og lagt ud i den digitale billeddatabase.

Henry Peter Berg afmønstrede i oktober 1928 før KØBENHAVNS sidste togt, hvor skibet forliste.

Fotosamlingen giver et indtryk af KØBENHAVNs imponerende dimensioner, men blandt de 237 foto er også mange med fine detaljer af skibet:

Ikke mindst skildres livet ombord.  Især de mere underholdende stunder. Der er fotos af boksekamp, linjedåb, tovtrækning, besætningens hunde og som her dans:

Men alt er ikke solskin og dans. KØBENHAVN sejler ofte i hårdt vejr og her er fotografen også på plads:

På sine togter når KØBENHAVN rundt i store dele af verden og det ses i billedsamligen. Der er bl.a. billeder af mandskabet på landlov blandt palmer, af skibets vej gennem Panama Kanalen og her viser en lille elefant på dækket, at vi er nået til Sydøst Asien:

Hele fotosamlingen fra Henry Peter Bergs rejser med KØBENHAVN kan ses her:
http://billedarkiv.maritime-museum.dk/fotoweb/

Handels- og Søfartsmuseet har netop modtaget en flot gave. Det drejer sig om Erik Jensens omfattende samling med arkivalier og genstande med tilknytning til skoleskibet KØBENHAVN. ØK’s Almennyttige Fond har købt samlingen af Erik Jensens enke, og doneret den til museet. Det er vi meget taknemmelige for.

De af vores læsere, der har interesse for KØBENHAVN og dets dramatisk forsvinden, vil huske Erik Jensen som en engageret indsamler af især dagbogsmateriale og som medforfatter til Palle Bruus Jensens bog Skoleskibet København – historie, forlis, tragedie.

Erik Jensen døde desværre sidste år og både hans hustru, Handels- og Søfartsmuseet og ØK ønskede at bevare samlingen intakt. Da vi på museet allerede har en stor samling vedrørende KØBENHAVN, blandt andet takket være tidligere museumsinspektør Hanne Poulsens ihærdige arbejde, var vi meget interesserede i at overtage Jensens samling – heldigvis var både Jensens hustru og ØK meget imødekommende.

I vinter var jeg sammen med min kollega Benjamin Asmussen i Svendborg, hvor vi besøgte Erik Jensens hustru og beså samlingen – billederne i denne artikel stammer fra denne tur.

Vi var ikke i tvivl om, at Jensens arbejde ville være en værdifuld udvidelse af museet samling. Jensens samling er systematisk ordnet og nem at gå til. En del af materialet er kopier af dagbøger, men den indeholder også unikke genstande som eksempelvis en uniform fra skoleskibet.

Historien om KØBENHAVNs berømte liv og traumatiske forlis bliver en væsentlig fortælling i det nye søfartsmuseum, hvor den vil indgå i afsnittet, der bærer arbejdstitlen Skibets endeligt.

Man kan se mere om det store udstillingsprojekt her: http://www.maritime-museum.dk/dl/Basisudst120410-lille.pdf

Her på vores Dronning og protektors fødselsdag vil vi gerne på Fyrskibet markere dagen med en lille billedserie af, hvad man i dag kunne kalde fødselsdagsskibe.

Billedet ovenfor er taget på PRINSESSE MARGRETHE, der sejlede mellem København og Oslo fra 1968 til 1983. Herefter blev skibet solgt.

De to billeder ovenfor er den del af en serie billeder brug til præsentation af det nye skib.

I 1971 blev skibet bygget om og malet helt hvidt. Her ses skibet efter ombygningen.

PRINSESSE MARGRETHE ovenfor var dog ikke det første skib med det navn, der sejlede mellem Oslo og København. Det afløste nemlig et tidligere skib med samme navn, hvilket godt kan give lidt forvirring for senere generationers søfartshistorikere!

Oven i købet minder de to skibe også en del om hinanden, især før det andet skib blev ommalet, så man skal være varsom med om man nu har fat i det rigtige skib.

Det første PRINSESSE MARGRETHE blev leveret i 1957 og sejlede også mellem København og Oslo indtil det skib med samme navn overtog i 1968. Herefter sejlede skibet, nu med navnet PRINSESSEN på forskellige ruter, bl.a. Esbjerg-Newcastle, København-Aalborg og København-Århus inden det blev solgt til Ålandsøerne i 1973 og hugget op i 1987.

Du kan se mange flere billeder af de to skibe i vores online billedarkiv.

Nogle prinsesser bliver til dronninger, og derfor må navngivningen naturligvis følge efter.

I 1973 blev DRONNING MARGRETHE II søsat fra Nakskov Skibsværft og kom først til at sejle mellem Korsør og Nyborg.

Siden sejlede færgen primært på Østersøen mellem Rødby og Puttgarden, men kom også til afløse på både Storebælt og Kattegat. Til slut fik DRONNING MARGRETHE II en kort renæssance på Gedser-Rostock overfarten inden turen, ligesom for så mange andre skibe, desværre gik til Alang Beach i Indien, hvor skibet blev hugget op i 2005.

Har du minder fra sejladser eller overfarter med et af de tre skibe? Skriv meget gerne en kommentar.

Nogle historier inden for søfartshistorien kan være gruopvækkende, som f.eks. store forlis med mange omkomne, men der findes også historier, som ville egne sig godt til en gammeldags heltefilm.

En af de historier foregik i Middelhavet i 1797.

Anledningen til at læse op på denne historie var et program DR er ved at lave om de såkaldte Barbareskstater i Nordafrika, hvortil Handels- og Søfartsmuseet kunne bidrage med et spændende maleri.

Barbareskstaterne Marokko, Tripolitanien, Tunis og Algier havde store flåder af mere eller mindre statslige sørøvere, der hærgede både i Middelhavet og andre farvande.

I 1627 kom korsarerne, som de også kaldtes, så langt bort som Island, hvor en hel landsby blev taget til fange og solgt som slaver i Nordafrika. Formålet med togterne var nemlig, udover at skaffe bytte og skibe, også at fange søfolk og andre, der kunne sælges på de store slavemarkeder.

For at begrænse angrebene havde Danmark-Norge, lige som de fleste andre europæiske lande, sluttet traktater med staternes herskere. Mod en årlig tribut begrænsedes angrebene, men alligevel gik det undertiden galt.

Et eksempel på det var i 1796 hvor pashaen af Tripoli var utilfreeds med sin tribut og derfor erobrede et antal danske skibe og tog besætningerne til fange.

For at råde bod på dette besluttede man fra dansk-norsk side at øge den militære tilstedeværelse i Middelhavet ved at sende fregatten NAYADEN afsted i marts 1797, med kommandørkaptajn Steen Andersen Bille som chef.

NAYADEN var på dette tidspunkt funklede ny, bygget på Gammelholm i 1796. Det var udrustet med 44 kanoner og havde en besætning på 340 mand.

Bille og hans besætning ankom til Middelhavet i maj 1797 og tog straks affære. Sammen med briggen SARPEN, som ses ovenfor, og et andet fartøj af typen chebec sejlede de direkte til Tripoli og gik til angreb.

Seks fjendtlige skibe blev lokket ud af havnen og søslaget gik i gang.

Efter næsten to timers dramatisk kamp, hvor NAYADEN var lige ved at blive bordet, trak de seks nu beskadigede korsarskibe sig tilbage til Tripoli. På trods af talmæssig underlegenhed havde den lille dansk-norske flåde altså sejret.

Tripoli, som man kan se i billedets baggrund, blev herefter blokeret af de danske skibe, og det var virksomt.

Efter kort tid kom der gang i forhandlingerne igen, de danske søfolk blev løskøbt og en ny aftale for betaling af tribut indgået.

Herefter fortsatte NAYADEN og de andre skibe sejladsen i Middelhavet i flere år, hvor de især konvojerede dansk-norske skibe.

Korsarer fra Barbareskstaterne var nemlig ikke den eneste farer i Middelhavet. Også engelske, spanske og franske pirater kunne et fredeligt handelsskib risikere at blive overfaldet af på dette tidspunkt.

I undersøgelsen af billedet og dets motiv fandt jeg ud af, at der findes en lang række gengivelser af det lille søslag. Man kan formode, at det har været et populært motiv at pryde stadsstuen med.

Historien er da som sagt også en klassisk heltehistorie, hvor de få overvinder de mange og redder fangerne. Billedet gør også sit til at understøtte det, som det ses ovenfor med en detalje fra SARPENs agterdæk.

Billedet kan ses i det andet rum af vores udstilling på Kronborg, og kommer sikkert også med i DRs programmer om barbareskstaterne, der formodentligt bliver sendt senere i år.

Bakkebordet er på grund af sine skader udtaget fra museets nuværende udstillinger.

Det kan i museets protokol ses at porcelænspladen allerede var i tre dele da bordet blev indkøbt i 1949.

Problemerne der ses i dag er sket ved at porcelænspladen er blevet løftet op af de kræfter der er opstået efterhånden som bord og ramme omkring den har trukket sig sammen. Dette har givet en næsten 10 mm stor sprække i forkanten af bordet og samtidigt brækket en del af det gips der har været brugt til at kitte porcelænsbakken og bordet sammen.

Sprække langs forkant af bordpladen.

Ikke originale udfyldninger med gips under porcelænspladen.

På undersiden af porcelænspladen ses ældre reparationer hvor fragmenterne holdes på plads af gips.

For at forhindre yderligere tab bliver der først konsolideret langs hele kanten på både på bordet og porcelænsbakken samt limet løse fragmenter fast på deres korrekte plads. Pudsigt nok blev der fundet flere af kantens manglende dele helt inde under porcelænsbakken, hvilket kunne tyde på at publikum på et tidspunkt har haft løftet godt op i et af skårne.

Konsolidering af malingslag og kit langs bordkanten.

For igen at få plads til porcelænsbakken bliver en del gipsudfyldninger fra tidligere renoveringer fjernet langs indersiden af bordkanten. Efter dette er gjort kan bakken igen lægges forsigtigt ned i rammen igen og passer mange steder meget fint med kit og malingsflager fra begge sider der lukker næsten helt tæt sammen.

De steder hvor kittet mangler udfyldes og retoucheres.

Nærbillede af det færdige resultat og tilstand før konservering.

Onsdag den 27. januar havde vi på Handels- og Søfartsmuseet besøg af vores revisor. Udover revision af regnskaberne er det også hans job at gennemføre den årlige genstandsrevision.

Alle statsanerkendte museer skal én gang om året have foretaget en genstandsrevision. Rent praktisk foregår det sådan, at museets revisor kommer forbi og finder en række tilfældige genstande i vores protokoller og i vores digitale registreringer i den nationale genstandsdatabase Regin. Herefter er det vores job at finde disse genstande, så staten kan få sikkerhed for, at vi passer ordentligt på vores samlinger.

Genstandene kan også være billeder. Denne artikel er illustreret med de fem billeder, som jeg blev sat til at finde. Som det ses er der intet tema billederne imellem, men de er alle registreret i det samme år, 1974.

Efter billederne gik vi over til genstandene, som så skulle findes enten i udstillingen eller på vores magasin. Kåre og Andreas havde heldigvis heller ikke store problemer med at finde disse ting.

Revisionen går også den modsatte vej, således at genstande fundet på vores magasin også skal optræde i protokollerne – heller ikke her var der nogle kiksere.

Revisorens rapport bliver lagt sammen med årsregnskabet, og vi kan endnu en gang klappe os selv på skulderen over, at vi havde helt styr på vores genstande. Dermed lever vi op til museumsloven, der blandt andet påbyder tilfredsstillende registrering og bevaring.

Tilstandsrapport af Ancher maleri deponeret på Øresundsakvariet

Handels-og Søfartsmuseet låner ofte genstande ud til andre museer og institutioner. Når genstande skal udlånes, følges en helt bestemt procedure, som altid starter med en henvendelse fra et andet museum.

Dette sker oftest i forbindelse med nye udstillinger, som derfor har en tidsbegrænsning. Det hænder også, at vi får henvendelser om udlån til faste udstillinger, så kaldes udlånet gerne en deponering, dvs. en udlånsaftale som bliver fornyet en gang om året uden fast afslutningsdato.

En af Kornerups akvareller udlånt til Arktisk Institut. Akvarellerne skal udstilles på Nordatlantens brygge og Arktisk Institut har speciel fremstillet individuelle passepartout til akvarellerne i overensstemmelse med udlåns aftalen.

Nogle museer ved præcis hvad de gerne vil låne, mens andre ikke er helt sikre. I de tilfælde hjælper vores inspektør gerne med udvælgelsen af genstande.  Før genstandene kan blive udlånt, skal de, såvel som udstillingsforholdene, godkendes af konserveringsafdelingen.  Nogle genstande vælger vi ikke at låne ud, da de er for skrøbelige eller kræver for meget konservering, men langt de fleste udlån bliver godkendt. Det er også vigtigt at udlånsforholdende er i orden, og i nogle tilfælde tager vi ud og vejleder og finder på løsninger sammen med låneinstitutionen.

Når genstande skal udstilles, er der tre krav, som skal tilfredsstilles: Sikkerhed, lys og klima (temperatur og luftfugtighed). Sikkerheden skal naturligvis altid være i orden, lys og klima er meget afhængige af genstanden. Akvareller er for et eksempel meget lysfølsomme og tåler derfor ikke meget Ultraviolet (UV)lys, som der f.eks. er i sollys.

Kornerup akvarellerne er specielt sarte og der er derfor strenge lyssætningskrav ved udstilling.

Kravene kan også justeres efter længden på lånet, hvis en akvarel f.eks. skal udstilles i et lokale med en UV-belysning, der er højere end vi normalt ville godtage, kan der sættes en begrænsningsperiode på, på f.eks. 6 måneder.

I nogle tilfælde vurderes det, at genstanden er så værdifuld, at den skal sendes med kurer. Det betyder, at Handels-og Søfartsmuseets kurer selv skal tage ud og sætte genstanden op i udstillingen og ned igen ved endt udstilling, og ingen andre må håndtere genstanden.

Modellen Hamlet er pakket klar i transportkasse. Da Hamlet sidst blev lånt ud blev den sendt med museets kurér.

I alle tilfælde prøver vi at finde løsninger, der gør det muligt at udlåne genstande, da formidling er museernes hovedfunktion.

Når både genstand og udstillingsforholdende er blevet godkendt, skal der laves en tilstandsrapport. I en tilstandsrapport bliver genstandens tilstand fuldstændig beskrevet ved hjælp af fotografier og tegninger.  Alle skader, fejl og mangler skal noteres, for at der ikke efter udlånet skal opstå splid om eventuelle skader, genstanden kan have pådraget sig under udlån.

Close up af krakeleringer i malingslaget på et oliemaleri.

Nogle udlån er mere tidskrævende end andre, og glem ikke at når genstandene kommer hjem igen, skal de undersøges og kontrolleres i forhold til tilstandsrapporten, og så skal de igennem en længere procedure på magasinet, som man kan læse om i artiklen Udstillingsmagasin.

Vi har på Handels- og Søfartsmuseet i flere år brugt de danske museers fælles registreringsværktøj Regin. Dette interne værktøj har længe haft en offentlig del, der hedder Museernes Samlinger. Denne del er nu kommet i en ny og meget mere publikumsvenlig udgave.

Museernes Samlinger er en database, hvor de danske museers registreringer er tilgængelige for alle historieinterresserede danskere. Den har tidligere været præget af en meget skrabet brugerflade, der ikke ligefrem fik historien til at lukke sig op for den uindviede.

Med den ny udgave er den store database blevet nemmere at gå til. Således kan der nu søges på forskellige parametre som emne, periode, museum og lokalitet. Under de fire hovedmenuer kan man yderligere specificere sin søgning.

Museernes Samlinger indeholder mange tusinder genstande fordelt på landets museer, men nu optræder de som én let søgbar enhed. Det skal dog tages i betragtning, at ikke alle felter er udfyldt for alle genstande. Således vil Handels- og Søfartsmuseets genstande sjældent være at finde under geografisk søgen, da de fleste af vores ting er knyttet til et internationalt og søbårent erhverv.

Vores genstande vil typisk være at finde under “søfart” i emneoversigten, i de kronologiske oversigter og naturligvis under vores museum.

Endnu er mange genstande i databasen beskrevet lidt sporadisk, men med tiden vil flere og flere ting og oplysninger blive synlige til glæde for både professionalle og amatører. Det er et direkte indblik i de danske museers store registreringsarbejde.

Gå til Museernes Samlinger her – http://www.kulturarv.dk/mussam/Forside.action

Museet har en stor samling af værktøj fra skibstømrerfaget. Når der tilgår nyt værktøj er dette nogle gange i mindre god stand og kræver derfor konservering før det kan placeres på magasinet med resten af samlingen.  

Værktøjet er i dette tilfælde kraftigt korroderet og behandles derfor med en kombination af kemisk og mekanisk afrensning samt afsluttende overfladebehandling mod yderligere nedbrydning.

Indledningsvist behandles værktøjet med en rustløsner der fjerner lettere korrosion på værktøjet. Herefter bruges en kombination af glasblæsning og roterende slibeværktøjer til at fjerne den dybere gravrust der dækker store dele af værktøjet. Det søges igennem hele behandlingen så vidt muligt at bevare den oprindelige overflade på de områder af værktøjet der kun har mindre korrosion.

Behandling af værktøjet i konserveringsværkstedets glasblæsningskabine.

Nærbillede af glasblæsningen.

Der behandles herefter med en opløsning af taninsyre der kompleksbinder både jern II og III, samt giver en metallet en blåsort overflade. Til sidst påføres en indfarvet voks der lukker overfladen, samt giver værktøjet en mere korrekt patina.    

De fire trin i konserveringen af kalfatringsværktøjet. Fra venstre henholdsvist: ubehandlet, mekanisk/kemisk afrenset, tanin behandlet og voksbehandlet.

Alt værktøjet kommer igennem disse fire trin før det nummereres og placeres på museets magasin.

Selvom et museum i vid udstrækning udstiller gamle ting, må der også samles nye ind. Det er vigtigt at kunne vise nutiden eller den nære fortid i et andet lys, end vores brugere ellers selv ville se den i.

Til det formål er vi ved at indsamle genstande, der tænkes brugt i forbindelse med det nye søfartsmuseum, der åbner i 2012. Blandt de netop indsamlede ting findes en række plakater, der alle har tråde til søfarten.

Øverst ses en af de rekrutteringsplakater, som Det Blå Danmark brugte rundt om i landet i løbet af efteråret 2009. Den er oplagt i en udstilling om hvorledes det for Danmark så vigtige erhverv markedsfører sig selv.

At også firmaer uden maritime forbindelse bruger søfarten i deres markedsføring ses på plakaterne fra slikfirmaet Haribo. Her optræder et sørøverskib som blikfang for lakridser med navne som Vikingepastiller, Salty Sailor og Soft Piratos.

Forestillinger om søfart og maritim historie dukker op i mange forskellige sammenhænge og dem er det også museets opgave at belyse.