Værktøj pakkes i kasser

I forbindelse med flytning af museets SA-arkiv har det været nødvendigt at frigøre omkring 200 hyldemeter reolplads.

Værktøjskompaktreoler med dele af SA-arkivet sat på plads

Dette er gjort i museets dykker samt værktøjsmagasin ved at pakke genstandene tættere, samt ved at indskyde ekstra hylder.

Placeringen for alle genstande der flyttes noteres

Placeringen for alle genstande der flyttes noteres ned således at dette kan rettes i museets database. Når flytningen er færdig vil mellem 6000-7000 genstande have skiftet placering.

Således blev denne store model efter endt rensning hos modelbyggerne transporteret på to pallevogne ind på magasinet og løftet på plads med en pallestakker.

I denne uge er turen kommet til John Bach Rasmussen, der arbejder på museet som ulønnet modelbygger. John er uddannet skibssnedker og på efterløn og så god til at snakke at det er blevet til fem slappe i stedet for fem skarpe. Vi gi’r ordet til John:

Du er her som frivillig modelbygger?: Mads, den tidligere konservator, kom og spurgte om jeg ville ha’ penge for det, men jeg sagde nej. Fordi hvis de nu kommer med noget gammelt lort, så kan jeg bare sige “Nej, det gider jeg ikke lave”. Jeg er uddannet skibssnedker og det første Mads spurgte mig om, det var om jeg lavede skibsmodeller i plastic, det sagde jeg det gjorde jeg ikke.

Hvor lang tid har du været her?: Hold kæft mand, så skal jeg til at regne. Tror jeg har været her i 6 år. Jeg er her kun om vinteren.

Er det 2 dage om ugen du er her?: Ja, det er det, de der ca. 5 timer hver gang.

Hvad er det du sidder med lige nu?: Jeg sidder og afrenser den her skorsten. Så har vi taget nogen billeder af den og så gi’r jeg den til Anders og så maler han den op igen. Ellers renser jeg af hvis der er fuglereder eller andet lort i. Og så alt træarbejde laver jeg. Meget af arbejdet her er det sociale. Selvom vi laver noget, så er det også hyggeligt. At der er akademikere ovenpå må man jo så ta’ med, hæhæhæ.

Hvad er dit yndlingsskib: Den flotteste skibsmodel jeg har været med til at konservere er Fregatten Fyn. Det hænger i Grøndalskirken nu. Det er den flotteste skibsmodel jeg har set. Det er faktisk synd at den skal hænge deroppe under loftet.

Link: Grøndalskirken

Denne gang er turen kommet til vores kulturhistoriske konservator, Line Hallbjørnsson.

Navn: Line Hallbjørnsson

Stilling: Konserveringstekniker

Hvor lang tid har du været ansat på museet?: Jeg har været ansat i 4 år.

Hvad laver du på museet?: Jeg tager mig af det præventive konserveringsarbejde. Det har at gøre med genstandenes nedbrydning, så det er klimastyring og opbevaring af genstande, både på magasin og i udstillingen.

Hvorfor blev du konservator?: Det er fordi jeg var inde på noget kunstnerisk. Så så jeg et program om en der var malerikonservator. Så skulle det være det, det var jeg faktisk slet ikke i tvivl om.

Hvorfor studerede du i England?: Skolen i Danmark tager kun elever ind hvert tredje år og så var jeg et år for sent ude. Så tog jeg til England. Uddannelsen er en bachelor, så det tager tre år.

Hvad er dit yndlingsskib?: Jeg kan godt li’ den der sandsuger vi har på magasinet. Jeg synes den er flot, det er en sådan lidt anderledes model.

Flaget fra Marie Rosalie.

Skibsmodellerne Ørnen og Marie Rosalie der for tiden arbejdes på i vores modelværksted havde meget nedbrudte og skrøbelige flag der bogstaveligt talt gik i stykker ved berøring.

Selv om flagene kun er delvist komplette som følge af nedbrydningen ønskes det så vidt muligt at beholde de originale flag og de er derfor konserverede. I konserveringen ønkes det ikke at erstatte de mistede dele, men at få en genstand der igen kan håndteres sammen med skibsmodellen.

Det første flag der arbejdes med er flaget fra Marie Rosalie. For dette flag er det kun de røde felter der nedbrudte. Til disse felter klippes crepeline der er indfarvet rødt og påført et få tusindedele tykt lag termohærdende lim på den ene side. (crepeline er fint silkestof med en meget åben struktur)Stykkerne af crepeline lægges nu et efter et på plads på flaget og varmes meget forsigtigt op igennem et stykke gennemsigtigt silikonepapir således at man kan følge med i hvad man laver.

Crepeline varmes på plads.

Det færdigt konserverede flag

På det færdige flag kan man ane den røde farve fra crepelinen i de felter hvor der ikke var noget af det oprindelige flag tilbage og flaget er nu i en sådan stand at den igen kan holde til at sidde på modellen.

Denne proces gentages for flaget fra Ørnen der dog var endnu mere nedbrudt og havde flere løse dele der skulle lægges på plads og fastgøres i processen.

Flaget fra Ørnen før konservering.

Løse dele ordnes på plads før crepeline, denne gang både i rød og neutral/hvid lægges på.

Det færdige flag.

Tilsidst to fotos af modellerne der hører til flagene

Marie RosalieØrnen

I forbindelse med det nye museum kommer der er til at være en lang række genstande der skal monteres.

En montering er det tilvirkede beslag der understøtter genstanden og holder den på plads på en måde der ikke kompromitterer genstandens integritet og samtidigt præsenterer genstanden på en æstetisk korrekt måde. Som en del af arbejdet med at finde materialer og metoder til de meget forskellige typer af genstande er nogle få udvalgte blevet prøvemonteret.

Beslagene til navigationsinstrumenterne fremstilles af rustfritilsatstråd der tilvirkes så det ligger helt tæt til bagsiden af genstandene hvor de understøtter på en måde der holder genstandene sikkert og samtidigt  ikke forstyrrer betragtningen af genstanden.

De forskellige dele af beslagene sølvloddes sammen.

Efter delene er loddet sammen renses flussen af i et rensebad, alternativt i varmt vand hvis man har travlt og beslaget poleres op. De dele af beslaget der skal være i kontakt med genstanden, kroge o. lign. får krympeplast eller et lag sort filt.

Herefter sættes monteringsbeslagene op på en midlertidig plade hvorpå der er en papirkalke der svarer til den endelige plades mål. Her kan genstandene flyttes rundt indtil man har den korrekte indbyrdes placering.

Genstandene på midlertidig plade med papirkalke.

Papirkalken flyttes derefter over på bagvægspladen og hullerne bores nu i deres præcise placering, hvorefter beslag og genstande kan monteres.

Genstandene sider nu på den endelige rustfristålplade.

Nogle af genstandene skal stå i bunden af deres montre og der laves derfor et par forsøg med monteringer mede deres egen lille fodplade.

Kikkert montering uden og med genstand.

Ligeledes laves en prøvemontering af en større skibsmodel hvor der bruges noget kraftigere dimensioner af stål for at få beslagene til at stå vinkelret på bagvægspladen. I monteringsarbejdet er det vigtigt at man laver definerede og skarpe buk, samt rette vinkler til væg og bund. Hvis monteringsbeslaget sidder for langt fra genstanden med for bløde buk kommer det til at se træt og sløvt ud og beslaget vil forstyrre i stedet for at løfte udstillingen.

Skibsmodel monteret ud fra væg.

Nærbillede af beslag ved skibets køl med rette vinkler og sort filt ind mod genstanden.

Bakkebordet er på grund af sine skader udtaget fra museets nuværende udstillinger.

Det kan i museets protokol ses at porcelænspladen allerede var i tre dele da bordet blev indkøbt i 1949.

Problemerne der ses i dag er sket ved at porcelænspladen er blevet løftet op af de kræfter der er opstået efterhånden som bord og ramme omkring den har trukket sig sammen. Dette har givet en næsten 10 mm stor sprække i forkanten af bordet og samtidigt brækket en del af det gips der har været brugt til at kitte porcelænsbakken og bordet sammen.

Sprække langs forkant af bordpladen.

Ikke originale udfyldninger med gips under porcelænspladen.

På undersiden af porcelænspladen ses ældre reparationer hvor fragmenterne holdes på plads af gips.

For at forhindre yderligere tab bliver der først konsolideret langs hele kanten på både på bordet og porcelænsbakken samt limet løse fragmenter fast på deres korrekte plads. Pudsigt nok blev der fundet flere af kantens manglende dele helt inde under porcelænsbakken, hvilket kunne tyde på at publikum på et tidspunkt har haft løftet godt op i et af skårne.

Konsolidering af malingslag og kit langs bordkanten.

For igen at få plads til porcelænsbakken bliver en del gipsudfyldninger fra tidligere renoveringer fjernet langs indersiden af bordkanten. Efter dette er gjort kan bakken igen lægges forsigtigt ned i rammen igen og passer mange steder meget fint med kit og malingsflager fra begge sider der lukker næsten helt tæt sammen.

De steder hvor kittet mangler udfyldes og retoucheres.

Nærbillede af det færdige resultat og tilstand før konservering.

Tilstandsrapport af Ancher maleri deponeret på Øresundsakvariet

Handels-og Søfartsmuseet låner ofte genstande ud til andre museer og institutioner. Når genstande skal udlånes, følges en helt bestemt procedure, som altid starter med en henvendelse fra et andet museum.

Dette sker oftest i forbindelse med nye udstillinger, som derfor har en tidsbegrænsning. Det hænder også, at vi får henvendelser om udlån til faste udstillinger, så kaldes udlånet gerne en deponering, dvs. en udlånsaftale som bliver fornyet en gang om året uden fast afslutningsdato.

En af Kornerups akvareller udlånt til Arktisk Institut. Akvarellerne skal udstilles på Nordatlantens brygge og Arktisk Institut har speciel fremstillet individuelle passepartout til akvarellerne i overensstemmelse med udlåns aftalen.

Nogle museer ved præcis hvad de gerne vil låne, mens andre ikke er helt sikre. I de tilfælde hjælper vores inspektør gerne med udvælgelsen af genstande.  Før genstandene kan blive udlånt, skal de, såvel som udstillingsforholdene, godkendes af konserveringsafdelingen.  Nogle genstande vælger vi ikke at låne ud, da de er for skrøbelige eller kræver for meget konservering, men langt de fleste udlån bliver godkendt. Det er også vigtigt at udlånsforholdende er i orden, og i nogle tilfælde tager vi ud og vejleder og finder på løsninger sammen med låneinstitutionen.

Når genstande skal udstilles, er der tre krav, som skal tilfredsstilles: Sikkerhed, lys og klima (temperatur og luftfugtighed). Sikkerheden skal naturligvis altid være i orden, lys og klima er meget afhængige af genstanden. Akvareller er for et eksempel meget lysfølsomme og tåler derfor ikke meget Ultraviolet (UV)lys, som der f.eks. er i sollys.

Kornerup akvarellerne er specielt sarte og der er derfor strenge lyssætningskrav ved udstilling.

Kravene kan også justeres efter længden på lånet, hvis en akvarel f.eks. skal udstilles i et lokale med en UV-belysning, der er højere end vi normalt ville godtage, kan der sættes en begrænsningsperiode på, på f.eks. 6 måneder.

I nogle tilfælde vurderes det, at genstanden er så værdifuld, at den skal sendes med kurer. Det betyder, at Handels-og Søfartsmuseets kurer selv skal tage ud og sætte genstanden op i udstillingen og ned igen ved endt udstilling, og ingen andre må håndtere genstanden.

Modellen Hamlet er pakket klar i transportkasse. Da Hamlet sidst blev lånt ud blev den sendt med museets kurér.

I alle tilfælde prøver vi at finde løsninger, der gør det muligt at udlåne genstande, da formidling er museernes hovedfunktion.

Når både genstand og udstillingsforholdende er blevet godkendt, skal der laves en tilstandsrapport. I en tilstandsrapport bliver genstandens tilstand fuldstændig beskrevet ved hjælp af fotografier og tegninger.  Alle skader, fejl og mangler skal noteres, for at der ikke efter udlånet skal opstå splid om eventuelle skader, genstanden kan have pådraget sig under udlån.

Close up af krakeleringer i malingslaget på et oliemaleri.

Nogle udlån er mere tidskrævende end andre, og glem ikke at når genstandene kommer hjem igen, skal de undersøges og kontrolleres i forhold til tilstandsrapporten, og så skal de igennem en længere procedure på magasinet, som man kan læse om i artiklen Udstillingsmagasin.

Museet har en stor samling af værktøj fra skibstømrerfaget. Når der tilgår nyt værktøj er dette nogle gange i mindre god stand og kræver derfor konservering før det kan placeres på magasinet med resten af samlingen.  

Værktøjet er i dette tilfælde kraftigt korroderet og behandles derfor med en kombination af kemisk og mekanisk afrensning samt afsluttende overfladebehandling mod yderligere nedbrydning.

Indledningsvist behandles værktøjet med en rustløsner der fjerner lettere korrosion på værktøjet. Herefter bruges en kombination af glasblæsning og roterende slibeværktøjer til at fjerne den dybere gravrust der dækker store dele af værktøjet. Det søges igennem hele behandlingen så vidt muligt at bevare den oprindelige overflade på de områder af værktøjet der kun har mindre korrosion.

Behandling af værktøjet i konserveringsværkstedets glasblæsningskabine.

Nærbillede af glasblæsningen.

Der behandles herefter med en opløsning af taninsyre der kompleksbinder både jern II og III, samt giver en metallet en blåsort overflade. Til sidst påføres en indfarvet voks der lukker overfladen, samt giver værktøjet en mere korrekt patina.    

De fire trin i konserveringen af kalfatringsværktøjet. Fra venstre henholdsvist: ubehandlet, mekanisk/kemisk afrenset, tanin behandlet og voksbehandlet.

Alt værktøjet kommer igennem disse fire trin før det nummereres og placeres på museets magasin.

Handels og Søfartsmuseet har en stor samling af skibsmodeller i museets udstillinger og magasiner.

Skibsmodeller er af natur meget skrøbelige og vil kunne vise en bred vifte af nedbrydningsproblemer. De typiske skader vil være afskallende og falmet maling, korrosion af metaller, ødelagt rigning, løse smådele, håndteringsskader og ofte en stor del støv og smuds. 

I England og til dels også herhjemme er historiske skibsmodeller typisk blevet restaureret af modelsnedkere eller entusiaster uden konserveringsfaglig baggrund. Dette kan resultere i noget større indgreb i modellerne, ofte med tab af historisk information. Skibssider vil blive malet op, rigning vil blive skiftet ud med moderne tråd, flag, sejl og andet tekstil vil blive skiftet ud i stedet for at blive konserveret.

Da museet i forbindelse med sine nye udstillinger højst sandsynligt vil skulle udstille mellem fire og fem gange så mange modeller som i de eksisterende udstillinger vil arbejdet med konservering og ikke mindst logistik blive meget omfattende.

For at blive bedre til at håndtere dette meget specialiserede felt tog museets konservatorer på kurset The Conservation of Ship Models på West Dean College i England. Kurset hører under deres ”Professional Conservators in Practice” program og er således målrettet mod konservatorer og inspektører der arbejder med større samlinger af skibsmodeller.

West Dean College ligger i nærheden af Chichester ca. to timers kørsel sydvest for London i meget naturskønne omgivelser.

Lærerne på kurset havde alle mange års erfaring fra feltet og kom bl.a. fra The National Maritime Museum, London og Merseyside Maritime Museum, Liverpool.

I undervisningen blev der indledningsvist gennemgået de mange variationer af modeller, materialer og forskellige fremgangsmåder i opbygning og bearbejdning. Herefter blev der gennemgået konserverings case-stories, de typiske nedbrydningsproblemer for skibsmodellerne og vist forslag på fremgangsmåder for behandling bl.a. med en meget simpel test af opløselighed af blæk, maling o. lign. i meget lille skala. Det der gør konserveringen af skibsmodeller speciel er den meget kompositte opbygning, af træ, ofte flere forskellige metaller, maling, tovværk i rigtig skala, knogle og tekstil.

Tilstandsvurdering af engelsk model af motortorpedobåd med indbygget elmotor.

Det vigtige i et mere moderne syn på konserveringen af modellerne er at alle delelementerne bevares og at man ikke går på kompromis med genstandens integritet. Dette blev der vist nogle fine eksempler på i værkstederne på konserveringsafdelingen ved National Maritime Museum bl.a. konserveringen af nogle meget nedbrudte tyske silkeorlogsflag, bomuldssejl på arabiske modeller samt opretning af en meget skrøbelig amerikansk model af en jolle.

Konservering af silkeflag ved National Maritime Museum, London.

Dernæst blev der brugt tid på at besøge National Maritime Museums magasiner, for at se på forskellige metoder til opbevaring. Som en lidt speciel men god fremgangsmåde brugte magasinet deres gamle montrer til opbevaring af mindre modeller for at minimere problemer med støv.

Opbevaring af modeller i gamle montrer på National Maritime Museums magasiner.

Som det næst sidste punkt for kurset blev der gennemgået erfaringer i håndtering og logistik fra Merseyside Maritime Museum, Liverpool. De havde over lang årrække forsøgt at forfine deres håndteringsprocedurer for at forhindre skader på de skrøbelige modeller under transport. Dette indebar blandet andet brug af diverse løfteborde, rullevogne samt en meget grundig indpakning og forberedelse før enhver flytning. Afsluttende var der en mere praktisk gennemgang af metoder til indpakning af modeller før transport, efterfulgt af en gruppeøvelse, samt mulighed for at diskutere egne erfaringer omkring håndtering og logistik i forbindelse med større flytninger af modelsamlinger og mere specifikke problemer man gerne ville have andres bud på løsningsforslag til. Her havde inspektøren og uddannelseschefen fra United States Naval Academy Museum, Annapolis, Maryland bl.a. nogle spændende problemstillinger omkring blotlægning af den originale bemaling af skydeskår på en 1700 tals model, samt et stort detektivarbejde med at få en samling bemalede metalflag tilbage på deres oprindelige modeller.

Modellen klargjort til transport efter alle kunstens regler (fra venstre, Jannicke Langfeldt, Science Museum & Rebecca Jackson, Glasgow Museum of Transport).

Alt i alt var det en rigtigt spændende og relevant kursus der gav gode værktøjer til det fremtidige arbejde med skibsmodeller på Handels og Søfartsmuseet.