Bakkebordet er på grund af sine skader udtaget fra museets nuværende udstillinger.

Det kan i museets protokol ses at porcelænspladen allerede var i tre dele da bordet blev indkøbt i 1949.

Problemerne der ses i dag er sket ved at porcelænspladen er blevet løftet op af de kræfter der er opstået efterhånden som bord og ramme omkring den har trukket sig sammen. Dette har givet en næsten 10 mm stor sprække i forkanten af bordet og samtidigt brækket en del af det gips der har været brugt til at kitte porcelænsbakken og bordet sammen.

Sprække langs forkant af bordpladen.

Ikke originale udfyldninger med gips under porcelænspladen.

På undersiden af porcelænspladen ses ældre reparationer hvor fragmenterne holdes på plads af gips.

For at forhindre yderligere tab bliver der først konsolideret langs hele kanten på både på bordet og porcelænsbakken samt limet løse fragmenter fast på deres korrekte plads. Pudsigt nok blev der fundet flere af kantens manglende dele helt inde under porcelænsbakken, hvilket kunne tyde på at publikum på et tidspunkt har haft løftet godt op i et af skårne.

Konsolidering af malingslag og kit langs bordkanten.

For igen at få plads til porcelænsbakken bliver en del gipsudfyldninger fra tidligere renoveringer fjernet langs indersiden af bordkanten. Efter dette er gjort kan bakken igen lægges forsigtigt ned i rammen igen og passer mange steder meget fint med kit og malingsflager fra begge sider der lukker næsten helt tæt sammen.

De steder hvor kittet mangler udfyldes og retoucheres.

Nærbillede af det færdige resultat og tilstand før konservering.

Tilstandsrapport af Ancher maleri deponeret på Øresundsakvariet

Handels-og Søfartsmuseet låner ofte genstande ud til andre museer og institutioner. Når genstande skal udlånes, følges en helt bestemt procedure, som altid starter med en henvendelse fra et andet museum.

Dette sker oftest i forbindelse med nye udstillinger, som derfor har en tidsbegrænsning. Det hænder også, at vi får henvendelser om udlån til faste udstillinger, så kaldes udlånet gerne en deponering, dvs. en udlånsaftale som bliver fornyet en gang om året uden fast afslutningsdato.

En af Kornerups akvareller udlånt til Arktisk Institut. Akvarellerne skal udstilles på Nordatlantens brygge og Arktisk Institut har speciel fremstillet individuelle passepartout til akvarellerne i overensstemmelse med udlåns aftalen.

Nogle museer ved præcis hvad de gerne vil låne, mens andre ikke er helt sikre. I de tilfælde hjælper vores inspektør gerne med udvælgelsen af genstande.  Før genstandene kan blive udlånt, skal de, såvel som udstillingsforholdene, godkendes af konserveringsafdelingen.  Nogle genstande vælger vi ikke at låne ud, da de er for skrøbelige eller kræver for meget konservering, men langt de fleste udlån bliver godkendt. Det er også vigtigt at udlånsforholdende er i orden, og i nogle tilfælde tager vi ud og vejleder og finder på løsninger sammen med låneinstitutionen.

Når genstande skal udstilles, er der tre krav, som skal tilfredsstilles: Sikkerhed, lys og klima (temperatur og luftfugtighed). Sikkerheden skal naturligvis altid være i orden, lys og klima er meget afhængige af genstanden. Akvareller er for et eksempel meget lysfølsomme og tåler derfor ikke meget Ultraviolet (UV)lys, som der f.eks. er i sollys.

Kornerup akvarellerne er specielt sarte og der er derfor strenge lyssætningskrav ved udstilling.

Kravene kan også justeres efter længden på lånet, hvis en akvarel f.eks. skal udstilles i et lokale med en UV-belysning, der er højere end vi normalt ville godtage, kan der sættes en begrænsningsperiode på, på f.eks. 6 måneder.

I nogle tilfælde vurderes det, at genstanden er så værdifuld, at den skal sendes med kurer. Det betyder, at Handels-og Søfartsmuseets kurer selv skal tage ud og sætte genstanden op i udstillingen og ned igen ved endt udstilling, og ingen andre må håndtere genstanden.

Modellen Hamlet er pakket klar i transportkasse. Da Hamlet sidst blev lånt ud blev den sendt med museets kurér.

I alle tilfælde prøver vi at finde løsninger, der gør det muligt at udlåne genstande, da formidling er museernes hovedfunktion.

Når både genstand og udstillingsforholdende er blevet godkendt, skal der laves en tilstandsrapport. I en tilstandsrapport bliver genstandens tilstand fuldstændig beskrevet ved hjælp af fotografier og tegninger.  Alle skader, fejl og mangler skal noteres, for at der ikke efter udlånet skal opstå splid om eventuelle skader, genstanden kan have pådraget sig under udlån.

Close up af krakeleringer i malingslaget på et oliemaleri.

Nogle udlån er mere tidskrævende end andre, og glem ikke at når genstandene kommer hjem igen, skal de undersøges og kontrolleres i forhold til tilstandsrapporten, og så skal de igennem en længere procedure på magasinet, som man kan læse om i artiklen Udstillingsmagasin.

Museet har en stor samling af værktøj fra skibstømrerfaget. Når der tilgår nyt værktøj er dette nogle gange i mindre god stand og kræver derfor konservering før det kan placeres på magasinet med resten af samlingen.  

Værktøjet er i dette tilfælde kraftigt korroderet og behandles derfor med en kombination af kemisk og mekanisk afrensning samt afsluttende overfladebehandling mod yderligere nedbrydning.

Indledningsvist behandles værktøjet med en rustløsner der fjerner lettere korrosion på værktøjet. Herefter bruges en kombination af glasblæsning og roterende slibeværktøjer til at fjerne den dybere gravrust der dækker store dele af værktøjet. Det søges igennem hele behandlingen så vidt muligt at bevare den oprindelige overflade på de områder af værktøjet der kun har mindre korrosion.

Behandling af værktøjet i konserveringsværkstedets glasblæsningskabine.

Nærbillede af glasblæsningen.

Der behandles herefter med en opløsning af taninsyre der kompleksbinder både jern II og III, samt giver en metallet en blåsort overflade. Til sidst påføres en indfarvet voks der lukker overfladen, samt giver værktøjet en mere korrekt patina.    

De fire trin i konserveringen af kalfatringsværktøjet. Fra venstre henholdsvist: ubehandlet, mekanisk/kemisk afrenset, tanin behandlet og voksbehandlet.

Alt værktøjet kommer igennem disse fire trin før det nummereres og placeres på museets magasin.

Handels og Søfartsmuseet har en stor samling af skibsmodeller i museets udstillinger og magasiner.

Skibsmodeller er af natur meget skrøbelige og vil kunne vise en bred vifte af nedbrydningsproblemer. De typiske skader vil være afskallende og falmet maling, korrosion af metaller, ødelagt rigning, løse smådele, håndteringsskader og ofte en stor del støv og smuds. 

I England og til dels også herhjemme er historiske skibsmodeller typisk blevet restaureret af modelsnedkere eller entusiaster uden konserveringsfaglig baggrund. Dette kan resultere i noget større indgreb i modellerne, ofte med tab af historisk information. Skibssider vil blive malet op, rigning vil blive skiftet ud med moderne tråd, flag, sejl og andet tekstil vil blive skiftet ud i stedet for at blive konserveret.

Da museet i forbindelse med sine nye udstillinger højst sandsynligt vil skulle udstille mellem fire og fem gange så mange modeller som i de eksisterende udstillinger vil arbejdet med konservering og ikke mindst logistik blive meget omfattende.

For at blive bedre til at håndtere dette meget specialiserede felt tog museets konservatorer på kurset The Conservation of Ship Models på West Dean College i England. Kurset hører under deres ”Professional Conservators in Practice” program og er således målrettet mod konservatorer og inspektører der arbejder med større samlinger af skibsmodeller.

West Dean College ligger i nærheden af Chichester ca. to timers kørsel sydvest for London i meget naturskønne omgivelser.

Lærerne på kurset havde alle mange års erfaring fra feltet og kom bl.a. fra The National Maritime Museum, London og Merseyside Maritime Museum, Liverpool.

I undervisningen blev der indledningsvist gennemgået de mange variationer af modeller, materialer og forskellige fremgangsmåder i opbygning og bearbejdning. Herefter blev der gennemgået konserverings case-stories, de typiske nedbrydningsproblemer for skibsmodellerne og vist forslag på fremgangsmåder for behandling bl.a. med en meget simpel test af opløselighed af blæk, maling o. lign. i meget lille skala. Det der gør konserveringen af skibsmodeller speciel er den meget kompositte opbygning, af træ, ofte flere forskellige metaller, maling, tovværk i rigtig skala, knogle og tekstil.

Tilstandsvurdering af engelsk model af motortorpedobåd med indbygget elmotor.

Det vigtige i et mere moderne syn på konserveringen af modellerne er at alle delelementerne bevares og at man ikke går på kompromis med genstandens integritet. Dette blev der vist nogle fine eksempler på i værkstederne på konserveringsafdelingen ved National Maritime Museum bl.a. konserveringen af nogle meget nedbrudte tyske silkeorlogsflag, bomuldssejl på arabiske modeller samt opretning af en meget skrøbelig amerikansk model af en jolle.

Konservering af silkeflag ved National Maritime Museum, London.

Dernæst blev der brugt tid på at besøge National Maritime Museums magasiner, for at se på forskellige metoder til opbevaring. Som en lidt speciel men god fremgangsmåde brugte magasinet deres gamle montrer til opbevaring af mindre modeller for at minimere problemer med støv.

Opbevaring af modeller i gamle montrer på National Maritime Museums magasiner.

Som det næst sidste punkt for kurset blev der gennemgået erfaringer i håndtering og logistik fra Merseyside Maritime Museum, Liverpool. De havde over lang årrække forsøgt at forfine deres håndteringsprocedurer for at forhindre skader på de skrøbelige modeller under transport. Dette indebar blandet andet brug af diverse løfteborde, rullevogne samt en meget grundig indpakning og forberedelse før enhver flytning. Afsluttende var der en mere praktisk gennemgang af metoder til indpakning af modeller før transport, efterfulgt af en gruppeøvelse, samt mulighed for at diskutere egne erfaringer omkring håndtering og logistik i forbindelse med større flytninger af modelsamlinger og mere specifikke problemer man gerne ville have andres bud på løsningsforslag til. Her havde inspektøren og uddannelseschefen fra United States Naval Academy Museum, Annapolis, Maryland bl.a. nogle spændende problemstillinger omkring blotlægning af den originale bemaling af skydeskår på en 1700 tals model, samt et stort detektivarbejde med at få en samling bemalede metalflag tilbage på deres oprindelige modeller.

Modellen klargjort til transport efter alle kunstens regler (fra venstre, Jannicke Langfeldt, Science Museum & Rebecca Jackson, Glasgow Museum of Transport).

Alt i alt var det en rigtigt spændende og relevant kursus der gav gode værktøjer til det fremtidige arbejde med skibsmodeller på Handels og Søfartsmuseet.

Søkort med ætsning fra farvepigmenter (de hvide områder langs den grønne kyst)

Museets samling af søkort bliver i øjeblikket set efter i sømmene. Dette inkluderer blandt andet, at en del kort tages ud af rammer, konserveres og lægges på plads i museets kortmagasin.

I forbindelse med at søkortene bliver taget ud af deres rammer for at blive opbevaret på en tidssvarende facon, er der mulighed for at gå dem efter for eventuelle skader. De typiske skader er mindre revner i kanterne, blegning, misfarvning af papiret og enkelte skadedyrsangreb.

Ætsningsskaderner behandles på kortets bagside ved hjælp af japanpapir.

Enkelte viser også ætsninger af papiret fra de grønjordspigmenter, der er brugt til at farvelægge med. Disse ætsninger ligger typisk langs med kanten af øer og lande, hvorved disse næsten falder ud af kortene. Til sammenligning kan man se at der ved de lyserøde og gule pigmenter ikke er nogle skader.

Til at stabilisere de nedbrudte områder bruges japanpapir og en methylcellulose med en meget høj viskositet. Japanpapiret rives i den rigtige form, herved får man en blødere overgang fra fibrene og reparationer der bliver stort set usynlige. Når japanpapiret er limet på, sættes det straks under pres med fibertex og trækpapir.

Kort med revnet kant

Samme kort efter konservering

En del kort har, da de blev monteret i ramme, fået kanterne bøjet rundt omkring glasset. Disse kanter er meget skrøbelige og vil ofte knække, hvis man prøver at rette dem på plads. For at få planeret kortet, så det kan opbevares i kabinetter med resten af samling, fugtes de meget forsigtigt op i bukket og sættes under pres med flere lag trækpapir.

Kort med bøjet kant

Der fugtes så lidt som muligt, da vand vil trække snavset i papiroverfladen med sig, og, hvis man ikke er påpasselig, meget nemt lave skjolder (dette gælder også for methylcellulose).

Dokument under pres

Efter konserveringen bliver kortene arkiveret sammen med museets øvrige, og meget flotte, samling af søkort. I den forbindelse vil vi gerne takke Jørgen og Merete Marcussen for deres utrættelige arbejde med registrering og arkivering.

Vi håber, at denne lille introduktion til konservatorenes arbejde falder i jeres interesse – oversigten over museets søkort kan findes på  http://www.maritime-museum.dk/videnscenter/Sokortatlasoglodsboger.asp. I meget velkomne til at bruge kommentarfeltet herunder.

]]> http://fyrskibet.dk/konservatoren-i-arbejde-med-museets-s%c3%b8kort/feed/ 0 http://fyrskibet.dk/fremskridt-for-konservering-af-samurairustning/ http://fyrskibet.dk/fremskridt-for-konservering-af-samurairustning/#comments Mon, 30 Mar 2009 08:17:15 +0000 Andreas Grinde http://fyrskibet.dk/?p=363

Museets samurairustning er under konservering – her følger en kort og velillustreret præsentation af arbejdet.

Den krakelerede og revnede lakoverflade er opstået som følge af den meget hårde behandling rustningen har oplevet, mens den endnu var i brug og senere som følge af korrosion af jernet under lakken.

Et enkelt område af brystskjoldet er renset – forskellen ses tydeligt

Indledningsvist er alle flager og revner limet eller konsolideret for at forhindre yderligere tab af lak under arbejdet med rustningen. Lakoverfladen er herefter forsigtigt renset for smuds, hvorefter den igen fremstår mere skinnende og med mere dybde.

Det helt rensede brystskold

Ringbrynjen på rustningens lår og arme er korroderet og fremstår meget mat og rustfarvet. Forsiden af ringbrynjen har været lakeret sort, mens bagsiden mod silkestoffet ikke har haft nogen overfladebehandling.

Den medtagne ringbrynje

Den sorte maling har haft bedre hæfteevne på delelementer i brynjen, og der ses således endnu sort maling på de led, der forbinder ringene horisontalt og vertikalt. Indledningsvist renses den mindre korrosion af metallet rent kemisk, og herefter fastlægges den sorte maling, der nu ligger løst, da korrosionslaget under malingen er forsvundet. Resterende mere kraftig korrosion fjernes mekanisk.

Den venstre del af dette udsnit af ringbrynje er nu renset – den kraftigere rustfarvede korrosion der endnu ses pletvis vil blive glasblæst med mikroglasballoner, for at den resterende sorte maling ikke lider unødigt skade.

Da ringbrynjen bortset fra sølvindlæggene har fremstået sort, vil processen når det kommer så langt, afsluttes med en patinering.

Rustningens spændende forhistorie vil blive taget op her på fyrskibet på et senere tidspunkt.

Museumsgenstande skal ikke blot gemmes – de skal også konserveres og restaureres. Her på fyrskibet.dk vil vi undervejs i arbejdet med det nye museum give øjebliksbilleder af konservatorernes arbejde. Denne gang drejer det sig om et gammelt skilt, der tidligere har hængt ved indgangen til museet.

Skiltet, der er meget snavset efter mange år på magasin, ønskes renset og stabiliseret.

Nederst på skiltet hvor træpladen er samlet, er der med tiden løbet regnvand ind. Dette har fået træet til at rådne for derefter at blive angrebet af borebiller.  Træet er i dette område så nedbrudt, at det ikke kan berøres uden skader. Hele overfladen af skiltet er meget smudsigt af snavs, støv og mågeefterladenskaber.

Det rådnede område konsolideres kraftigt med en bevaringsstabil akryl og løse malingsflager fastlægges.
Da de forskellige malingstyper brugt på skiltet har meget forskellig opløselighed, afrenses overfladen meget forsigtigt med opløsninger af vand og ethanol.