I 1990 kunne Handels- og Søfartsmuseet fejre 75-års jubilæum,dette markeres i årbogen med 2 artikler, den ene skrevet af den forhenværende direktør, Henning Henningsen, ”En museumsmands erindringskavalkade. Handels- og Søfartsmuseet gennem 30 år”, og den og den anden af daværende direktør, Hans Jeppesen, ”Fortid, nutid og fremtid. Betragtninger i anledning af Handels- og Søfartsmuseets 75-års jubilæum”.

Kåre Lauring giver i sin artikel, med den lidt kryptiske titel, ”Da vejene måtte anses for usikre betakkede jeg mig for at rejse” en oversigt over og nedslag i den litteratur, man kendte til, inden man i 1618 for første gang sejlede mod østkysten af Indien og Ceylon fra Danmark. Han har fundet frem til de forfattere, der fortrinsvis selv havde været i Indien, og lægger vægt på oplysninger om handel og navigation.
Allerede omkring 515 f.Kr. skrev den græske officer og geograf, Scylax fra Caryanda, om Indien, der ifølge ham, var verdens yderste land. Flere grækere berettede herefter om Indien og handlen i området, og da romerne ekspanderede, blev handelsruterne mod øst udvidet, og mange romerske beretninger kom til. 
Da Marco Polo i 1290 skulle ekskortere en prinsesse fra Kina til Persergolfen, og derfor kom forbi Coromandelkysten, fortæller han, at der er stor import af heste fra Persergolfen, mange af disse døde, da inderne  ingen forstand på heste havde. Læs selv hvordan man behandlede de stakkels dyr efter en lang sørejse. Mange munke rejste mod øst, og beskrev deres rejser i breve og erindringer. En af dem, Odoric, dikterede i 1330 sine rejseskildringer til en anden munk, og disse blev så populære, at de helt op i 1500-tallet blev trykt i forskellige udgaver. Også mange venetianere og portugisere rejste til Indien, og senere også englændere og hollændere, og i august 1618 sendte Ostindisk Kompagni ØRESUND af sted med kurs mod Indien og Ceylon.
Denne lille beskrivelse har end ikke en brøkdel af alle de detaljer og og spændende historier med, som findes i artiklen, så læs den selv, og bliv inspireret til videre læsning! Artiklens titel stammer i øvrigt fra Girolamo de Santo Stefano, købmand fra Genua, der i slutningen af 1400-tallet rejste til Ceylon og Coromandelkysten. 

Udover ovennævnte artikler kan man i årbogen desuden læse ”En gruppe portrætter af søens folk og skibe fra 1700-årene slutning”, hvori Hanne Poulsen fortæller om maleren Jes Jessen fra Åbenrå, og til sidst ”Erindringer fra en Reise som 1ste Styrmand med Fregatten HAVFRUEN fra Hjemstedet til Java og Retur i Aarene 1876-77”. Artiklen er breve sendt af navigatør Otto Søftoft, redigeret af Hanne Poulsen.

Den sidste artikel i denne årbog handler mere om livet end døden,

som jo var temaet for Henningsens artikel “Sømandens våde grav” i årbogen fra 1987. I denne årbog skriver kommandørkaptajn, J.E. Undén om sikkerhed til søs i artiklen “Sikring af menneskeliv på Søen”. Han fortæller bl.a. at det var Titanics forlis i 1912, der medførte, at man begyndte at lave regler for at skibe skulle have redningsmidler til alle om bord. Men selv om der på en konference i London i 1913/14 blev vedtaget bestemmelser om sikring, var det først efter de to verdenskrige, at der rigtigt skete noget. I Danmark blev redningsvæsenet oprettet i 1952.
Undén fortæller i artiklen også om redningsdragter og redningsbåde. Allerede omkring 1825 udviklede kaptajn Stone en redningsdragt af gummi, der blev holdt oppe i vandet af luftlommer for og bag, på et billede kan Kaptajn Stone og frue ses iført dragterne. En anden tidlig ide var at udsætte redningsbåden via en slidske over agterenden. Denne tanke opstod allerede i 1895, men fårst ca. 80 senere blev ideen til virkelighed og dannede baggrund for de faldbåde, vi kender i dag.
Sidste del af artiklen handler om redning og eftersøgning af nødtstedte søfolk også vha elektroniske hjælpemidler.

I årbogen fra 1988 kan man udover ovenstående artikel også læse Svend Frandsens artikel “Sejlkajakker i Danmark”, illustreret med mange fine s/h fotos. Ove Hornbys artikel “Dansk skibsfart 1870-1940″, artiklen er en revideret udgave af et bidrag til The XIth International Conference on Business History afholdt i Japan i 1984. Kåre Lauring giver i artiklen “Marchelis Michielsz Boschouver – imperiebygger eller svindler” et mere nuanceret billede af den af kejseren af Ceylons hollandske udsending, end den opfattelse, som bl.a. den danske ekspeditionsleder, Ove Gjedde, gerne ville give af Boschouver. Til sidst har Hanne Poulsen skrevet om skoleskibet KØBENHAVNs tilblivelse og rejser i artiklen “Femmastet bark m/s KØBENHAVN”, forsiden af årbogen viser KØBENHAVNS stabelafløbning i Leith d. 24. marts 1921.

 Emnerne for artiklerne i årbogen fra 1987 er meget forskellige,

de spænder over en beretning af Paul Bell om H/S CALEDONIA, Danmarks første dampskib, som kom hertil i 1819, over Erik Gøbels artikel om Asiatisk Kompagnis sejlads på Indien i 1700-tallet til Hans H. Thomsens dagbogsnotater som telegrafist ombord på containerskibet SINALOA i 1980′erne.

Derudover har børnebogsforfatteren Nils Hartmann beskrevet en rejse til Old Bantam. Lysten til rejsen fik han, efter at han havde skrevet de 2 børnebøger “Rejsen til Bantam” og “Tusind dage hjemmefra” (findes på  mange folkebiblioteker), som han fik inspiration til via J.P. Cortemündes “Dagbog fra en Ostindiefart 1672-75″ (Søhistoriske Skrifter V. Ved Henning Henningsen. Udgivet af Handels- og Søfartsmuseet, 1953).
Nils Hartmann fortæller levende om sin tur til Old Bantam, der startede med en sørejse fra Sverige til Indonesien med et fragtskib. Hartmann fortæller at Cortemündes dagbogsnotater stadig er et fantastisk kildemateriale, at hans kortskitser stadig kan bruges, og om at han kom i god kontakt med mange af de lokale museumsfolk.

I den sidste artikel vender Henning Henningsen tilbage til sømændenes forhold gennem tiderne. I denne spændende og skræmmende artikel handler det om de mange sømænd, der omkom på havet. Usandsynligt mange mennesker døde på havet, f.eks. forliste i alt 345 danske skibe i årene 1873-1877, hvilket betød døden for 700 søfolk!
Henningsen skriver også om dødeskibe og spøgelsesskibe, om døde søfolk i dyreskikkelser, om kristelig begravelse til søs, dødsriger, strandvaskere, om hvorfor kristne søfolk ofte fik tatoveret Jesus på korset på kroppen, om mindebegravelser i land, og vi får oprindelsen på klabautermanden, der oprindeligt var en velmenende skibsnisse, men som senere blev til en uhyggelig havets ånd, der spåede død, år han viste sig stående i vantet.

Læs denne og de øvrige spændende artikler her.

Jens Kusk Jensen, bl.a. forfatter til “Haandbog i praktisk sømandsskab” døde i 1936, og her, 50 år senere, markeres dette i årbogen.

3 artikler handler om Kusk Jensen. Søren Thirslund og Hans Jeppesen indleder med en artikel om hans liv, både om årene til søs og i land “Jens Kusk Jensen 1866-1936″.

I artiklen “Træk af navigationens historie. Jens Kusk Jensen: En kortfattet Fremstilling af Navigationens udvikling” giver Søren Thirslund en kortfattet præsentation og karakteristik af Kusk Jensens manuskript om navigationsens historie. Et manuskript, der i 2003 blev udgivet i sin helhed af Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning som en del af bind 25 i serien Maritim Kontakt. Titlen er: “Navigationens udvikling – og lidt om hans liv og håndbøger.”
Som appendix til artiklen i årbogen finder man en række tuschtegninger af navigationsinstrumenter. Samlingen, som originalt er i farver, findes på Handels- og Søfartsmuseet, man kan se eksempler i  billeddatabasen, eller man kan komme forbi arkivet og se samlingen.

3. artikel fortæller om Kusk Jensens forsøg på rekonstruktion af gamle navigationsinstrumenter v. hj. a. praktiske forsøg, samt om hans arbejde med at opmåle og illustrere skibets udvikling i Norden fra de ældste tider. I takt med at Kusk Jensen blev grebet af sit arbejde med rekonstruktion af de gamle skibstyper, voksede et modsætningsforhold frem mellem ham og Handels- og Søfartsmusets direktør, Knud Klem, da mange af Kusk Jensens modeller blev betragtet som værende for kontroversielle. Man mente at Kusk Jensen tog sig for mange friheder i forhold til, hvordan skibene har set ud. Kusk Jensen havde også problemer med at få offentliggjort sine tanker i artikelform, da man ikke mente, at de hvilede på et videnskabeligt grundlag. Meget spændende læsning, skrevet af Søren Thirslund og Hanne Poulsen.

Udover ovenstående artikler finder man 3 artikler mere i årbogen: “Fra Dannebrog til Stars and Stripes under 1. verdenskrig. Hans Isbrandtsens første år i USA”, “Med barken IDA til Australien” og tekstilforsker Ida Lütkens fine artikel “Hvalfangeren og hasselnøden”, som beskriver en dansk/norsk arkæologisk ekspedition til Danskøya på Svalbard, hvor der findes velbevarede begravelser og landanlæg fra 1600-årenes hvalfangst. Ida Lütken fortæller om de fundne hvalfangere på en så nænsom måde, at det næsten virker kærligt.

Kapstaden er igen inde i billedet ligesom den var i årbogen fra 1984.

I denne årbog fortæller belgiske Jan Parmentier, med basis i den flamske styrmand, Jan Lindemans, skibsjournal, om Det Danske Ostindiske Kompagnis skibs VOOGEL PHOENIXs togt til Bantam i 1677-1679. En dramatisk rejse.

Om opholdet i Kapstaden fortæller han, som Kåre Lauring også var inde på i sidste årbog, om de høje priser man tog for forsyningerne i Kapstaden.
Da kaptajnen for VOOGEL PHOENIX ville aflægge en høflighedsvisit hos guvernøren, ikke mindst for at få en forklaring på disse høje priser, han kom ikke straks til at tale med denne, men blev lokket til et herberg hvor han blev arresteret. Det blev han, fordi han tidligere (og Jan Lindeman også) tidligere havde tjent ved Det Forenede Ostindiske Kompagni, og i 1677 havde Generalstaterne udstedt en ”Placcaat”, som forbød tjenestemænd herfra at arbejde for et konkurrerende kompagni.

Efter mange forgæves forhandlinger, hvor man også forsøgte at få Lindeman og en anden hollandsk styrmand i land, besluttede man på skibet at forfremme Lindeman til kaptajn og sejle videre.

I de følgende optegnelser får vi en beskrivelse af resten af rejsen, herunder også afslutningen på historien om den fængslede kaptajn, der heldigvis ikke rådnede op i Kapstaden.

Den originale rejseberetning findes på Det kongelige Bibliotek, Kalleske Samling nr. 85 og er skrevet på et gammelt nederlandsk.

I årbogen kan man udover denne spændende beretning læse om Kronborgs maritime betydning, om konservering af skibsportrætter, om vagtsystemets forudsætninger og opkomst, om ankerbjærgninger og Kaptajn Per Møller Pedersens (født i Skagen) erindringer. Erindringerne illustrerer livet om bord i såvel sejl- som dampskibe i slutningen af 1800-årene og indtil efter 1. verdenskrig.

”Kapstaden – som de kendte den” er en af artiklerne i årbogen for 1984.

Her har historiker og inspektør på Handels- og Søfartsmuseet, Kåre Lauring, samlet en række vidnesbyrd fra søfolk som kom dertil i 1600- og 1700tallet og beskrevet områdets udvikling.

I artiklen fortælles bl.a. at Kapstaden allerde fra starten af 1600-tallet var et tiltrængt hvilepunkt på rejsen mod Asien, og at der ofte var en belønning i form af vin, snaps, ost eller en hat (Det hollandske Ostindiske Kompagni, gav en sådan) , til den der først fik øje på Table Mountain, eller Taffelbjerget, som de danske søfolk kaldte det. Bjerget var det højeste af 3 bjerge, og dermed det første som søfolkene fik landkending af, når de nærmede sig Kapstaden ude fra Atlanterhavet.

Kapstaden var helt op til 1869 (hvor Suez-kanalen blev åbnet) et vigtigt punkt på rejsen fra Europa til Asien, her stoppede man og fik friske forsyninger af  kød, grøntsager, frugt og vand om bord, nødvendigt, hvis man skulle have en chance for at overleve rejsen.

Kåre Lauring har skrevet en spændende artikel Kapstaden og om områdets udvikling. Fra de tidligste år hvor søfolk kunne opleve, at de døde kamerater, de havde begravet aftenen før, var blevet gravet op og ædt af løver den næste dag, til den blomstrende - og dyre - garnisionsby hvor de søfolk, der var på vej tilbage fra Asien blev fristet til at solde deres hyre op.

Læs i årbogen også om rømøkaptajner i Altona omkr. år 1800,  den danske besejling af Sydamerika i det 19. årh, søkort og beskrivelser af danske farvande og om samlingen af nautiske instrumenter på museet.

Christian Nielsen, mangeårig medarbejder på Handels- og Søfartsmuseet døde i 1982, derfor er artiklerne i årbogen her, tilegnet ham.

Artiklerne spænder vidt. Efter mindeord af direktør Hans Jeppesen, skriver tidligere direktør Knud Klem en lidt længere artikel om Christian Nielsen, og om hans arbejde på museet.
I første omgang blev han ansat som kustode, men Klem fik skaffet en ekstra bevilling, der gjorde at Christian fik en stilling som konservator. Han byggede bl.a. modeller, og var med på forskningsrejser rundt om i Danmark og Norden. Her var Christians uddannelse som bådebygger en stor fordel, da han med sin baggrund som bådebygger, kunne tale direkte til de bådebyggere man besøgte, de betragtede ham som en af deres egne. Disse rejser mundede bl.a. ud i Christian Nielsens bog ”Danske bådtyper”.
Klem slutter sin fine artikel af med at fortælle, at Christian gennem årene havde svært ved at sige ”du” til Klem, for ”man siger da ikke du til sin direktør”, Christian lærte det dog, og han og Knud Klem, blev gennem årene nære venner.

Museet har udarbejdet en cd-rom, der indeholder Christian Nielsens tegninger “Danske bådtyper : Christian Nielsens tegninger”, denne kan købes i museumsbutikken, ligesom bogen “Danske bådtyper”.

Blandt andre finder man følgende artikler i årbogen:
”Konservator Christian Nielsens virke på Handels- og Søfartsmuseet” af Morten Gøthche.
”Håndværkeren i bådebyggeren – En skitse af arbejde og mentalitet” af Palle Ove Christiansen.
”Dan & Viktoria, To Åledrivkvaser” af Morten Gøthche.
“”Her er intet skibsværft…”, Skibsbygningen i industristatistikken 1823-1855″ af Anders Monrad Møller.

Christian Nielsen (til venstre) i samtale med skibsingeniør Bernhard Bruncke ved overrækkelsen af dennes model af skoleskibet GEORG STAGE (I) d. 17. juli 1979.

Det er med vægten lagt på forholdet mellem reder og værft at Hanne Poulsen fortæller historien om Helsingør Værft.

Hun starter med at  fortælle om værftets grundlægger, Mads Christian Holm, der efter afstikkere til USA og Sønderjylland, anlagde værftet i 1882 på pladsen hvor Løves træskibsbyggeri havde ligget.

Værftet var gennem årene meget alsidigt, det tog sig både af reparationer og byggede nye skibe for mange forskellige rederier, bl.a. DFDS, DSB og Lauritzen. Der har været mange op- og nedture for værftet, inden det til sidst måtte dreje nøglen om i 1982.

Også mere kuriøse skibe blev bygget i Helsingør. F.eks. luksusyachten QUADISSIYAT SADDAM bygget til Iraqs præsident, færdiggjort i 1981. Det nåede aldrig sit bestemmelsessted.

Læs mere om Helsingør Værft og mange andre spændende artikler i årbogen.

Da artiklen blev skrevet, lå skibet stadig i Helsingør Havn, da krigen mellem Irak og Iran i mellemtiden var brudt ud. Efter krigen blev skibet sejlet til Saudi Arabien, hvor det lå oplagt som pant for et lån, som Saudi Arabiens kong Fahd havde ydet til Iraks krigsmaskine. Dette og andre spændende detaljer om skibet, kan man læse om i bogen “Helsingør-skibe der skrev historie” af Bent Jørgensen.

Yachten sejler endnu under navnet OCEAN BREEZE YACHT, se et foto af det her.

I vores arkiv har vi tegninger af luksusyachten, ligesom vi har tegninger til mange andre skibe bygget på Helsingør Værft.

- og en lille tilføjelse! På Helsingør Værftsmuseum, som vi besøgte på en personaletur fredag d. 9. marts, har de en model af lystyachten stående, og vi fik fortalt, at man også ejer et sengetæppe fra yachten. Grunden hertil er, at da skibet var færdigt, var der en værftsarbejder, der lige skulle prøve, hvordan det var at sidde på sengen. En af de irakiske vagter opdagede det, og kasserede sengetæppet, da man ikke kunne bruge det, nu da en vantro havde siddet på det! Det røg med hjem til en af værftsarbejderne, hvor det blev brugt som sengetæppe i mange år, men er nu givet til museet, hvor man påtænker at udstille det.

Maleri af Direktør Mads C. Holm, grundlæggeren af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri. Oliemalet kopi efter Bertha Wegmann malet af Holger Hansen, 1924.

“Danske motorsejlere af tyske krigsmaterialer”

er en lille artikel skrevet af skibshistoriker Frederik Frederichsen. Her fortæller han historien om en række danske sejlskibe med hjælpemotor, alle bygget af Germaniawerft i Kiel i 1921.

Efter 1. verdenskrig skulle tyske værfter aflevere større nybygninger til de allierede, og derfor gik man over til at bygge mindre sejlskibe, f.eks. topsejlskonnerter, gaffelskonnerter, galioter, galeaser og skonnerter. 40 skibe blev bygget i alt og der var god brug for dem, da de kunne betjene mindre havne i Nord- og Østersøområdet.

Frederichsen fortæller historien om en del af skibene, mange af dem fik et langt liv, og mange blev hjemmehørende i Egernsund. Et af skibene FAMILIENS HAAB har en særlig spændende historie. Efter at have været dansk- og svenskejet, sejlede det i 1973 til Maui på Hawaii, hvor det blev ombygget  og omtaklet, så det kom til at ligne en af de gamle hvalfangerbrigger. FAMILIENS HAAB skiftede navn til CARTHAGINIAN II, og det kom til at fungere som hvalfangermuseum.

Læs hele artiklen i årbogen, og læs bl.a. også: “Skibe på havbunden – vragfund i danske farvande fra perioden 600-1400″, “Ostindisk konvoj i den florissante handelsperiode”, Skibsportrætmaleren A. Nisted, Århus”, “Da Krogen blev genfundet” og flere andre artikler.

Frederichsens artikel er jo skrevet i 1981, men CARTHAGINIAN II lå faktisk i Maui til slutningen af 2005, hvor det blev sunket, fyldt med beton, og brugt som en del af den nye havnemole.

Man kan også læse om FAMILIENS HÅB og mange af de andre skibe fra Germaniawerft i bogen “Skibe fra Egernsund og Gråsten” af Claus Ellehauge.

Endnu en gang skriver Henning Henningsen en interessant artikel om sømandens forhold ombord.

Denne gang hedder artiklen “Sømandens lukaf og kaptajnens kahyt”. Men artiklen handler også om meget andet, bl.a. om skibskister og kufferter, renlighed, hygge og belysning i lukafet. Det var ikke luksusforhold sømændene var vant til førhen! Der var ikke meget plads at sove på, lige meget om man sov i hængekøjer eller i faste køjer. I danske orlogsskibe 1839 var afstanden mellem hængekøjerne 39 cm. På skibe med faste køjer var det bedst at have en af de øverste køjer, dels var de bredere, dels risikerede de ikke så nemt at blive våde, når søen i storm oversvømmede lukafet.

Forholdene for kaptajner og officerer var en ganske anden sag. F.eks. gjorde man, fra starten af 1800-tallet, meget ud af, at følge den gældende mode og stil. På s. 67 (pdf-fil s. 51) ses en kahyt indrettet sådan som et klunkehjem så ud i starten af 1900-tallet. Denne hjemlige hygge blev dog pakket ned, hvis der var storm på vej, eller måske endda før afsejling fra havnen, for at al nipset ikke skulle gå i stykker undervejs.

Forskellen mellem de trange, mørke mandskabsrum og  kahytten var unægtelig stor. I kahytten var der en luksus som næsten svarede til den derhjemme, man hører endda om klaverer eller orgler i kahytten.

Læs selv mere i årbogen, og læs også artiklerne:

“Johan Hansøn Heitman (1664-1740) – en norsk skipper, kartograf og skribent” af Hein Magnus.

“Skonnerten VIGILANT – myte og dokumentation” af Birger Thomsen.

“To handelsskibe på Øresunds bund” af Michael Teisen.

“Den gamle skibshandel på Nørrebro i Odense” af Ebba Lauritzen.

- derudover findes også småartiklerne:

“Christian IV’s skibskompas” af Henning Henningsen.

“Faktor i Asiatisk Kompagni Severin Kierulf” af Hanne Poulsen.

“Frokost på Christiansborg fort på Guldkysten 1843″ af Henning Henningsen.

“”Den blå Peter” og andre afsejlingssignaler af Henning Henningsen.