Torsdag den 6.maj 2010 besøgte Venneselskabet Århus’ nye søfartsmuseum, der åbnede i 2009. Museet ligger i den tidligere terminalbygning ved Container Nord på Århus havn.

Her blev Venneselskabet blev modtaget af den daglige leder Karl Nøhr, som fortalte om hvordan det hele startede inden det blev til det lille museum.

Museet er nu er i fuld gang med at indsamle effekter af alle slags, såsom navigationsudstyr, malerier, akvareller, møbler flag og søkort samt bøger m.m. Det gav et spændende indblik i opstarten til et søfartsmuseum, da det ikke er så ofte man får lov til at se dette.

Til slut på turen bød Århus Havn v/havnedirektør Bjarne Mathiesen på en guidet rundtur i Danmarks største containerhavn.

Venneselskabet fik lov at komme hele vejen rundt, hvor der lå bl.a. vindmøller, bilskrot samt en masse  virksomheder.

Det blev en spændende og indholdsrig dag for Handels-og Søfartsmuseets Venner. Næste tiltag i Venneselskabet bliver generalforsamling tirsdag den 24.august samt spændende foredrag i efteråret, nærmere herom senere.

Læs mere om Handels- og Søfartsmuseets Venneselskab.

Torsdag aften var der, på trods af blæst og influenzeepidemi, fuldt hus i Modelsalen på Handels- og Søfartsmuseet, da ca. 60 mennesker var mødt op for at høre om pirater og sørøvere i fortid og nutid.

Aftenens første foredrag stod museumsinspektør Benjamin Asmussen for, og fortalte om sørøveriets forskellige former både i antikkens Middelhav, i middelalderens Nord- og Østersø og i Det caribiske Hav i det 17. og 18. århundrede.

Desuden kom han ind på den meget udbredte romantisering af fortidens sørøvere og deres brug i legetøj, slik, reklamer, fastelavnskostumer, film og meget mere.

Efter en god spørgsmålsrunde fortsatte afdelingschef i Danmarks Rederiforening Hans Henrik Petersen med at fortælle om nutidens pirater og især bekæmpelsen af dem via lovgivning, flådefartøjer, ruteplanlægning og passive forsvarsmekanismer på skibe.

Også her var spørgelysten stor blandt de mange fremmødte.

Museet planlægger mange flere  foredrag i den kommende tid, og muligvis også en gentagelse af torsdagens succes, da der blev udsolgt på kun tre dage.

Hvis du vil være sikker på at få nyheden om de næste foredrag kan du følge med her på museets nyhedsside Fyrskibet.dk eller bliv fan af Handels- og Søfartsmuseet på Facebook.

Du kan også blive medlem af museets venneselskab, så du har gratis adgang til museet og fremtidige foredrag, samt får tilsendt museets årbog.

Venneselskabets sensommertur blev afviklet onsdag den 23. september, hvor knap fyrre medlemmer Handels- og Søfartsmuseets Venneselskab mødtes i Odense for – inden det var for sent – at besøge Lindøværftet.

Vores guide på turen var museumsinspektør Torkil Adsersen, der har beskæftiget sig en del med den industrielle udvikling i Danmark og herunder har været med til at beskrive og dokumentere B&W’s Skibsværft i forbindelse med dets lukning, hvilket skulle borge for guidningens kvalitet.

Besøget i Odense indledtes med en tur langs havnen, hvor inderhavnen lige som i mange andre provinshavne er under forvandling fra erhvervshavn til prestigebetonet beboelsesområde. Men så snart man kommer lidt længere ud i havnen, er der stadig nogle siloer og pakhuse, og hvor den type bebyggelse holder op, når man på kanalens østre bred til området, hvor Odense Staalskibsværft blev grundlagt af A. P. Møller i 1918.

Her blev der fra begyndelsen bygget nittede stålskibe og senere – efter anden verdenskrig – helsvejsede skib, indtil begyndelsen af 1960′erne, hvor det sidste skib, et massegodsskib på 46.540 tons blev bygget.

Værftet var i hele perioden alene et nybygningsværft og udførte aldrig reparationer, da der til det krævedes en flyde- eller tørdok, og sådanne faciliteter rådede værftet ikke over – og plads til dem var der næppe i den smalle kanal, der ledte til Odense.

Der blev på værftet bygget tre skråbeddinger til langskibs afløbning, og heraf står endnu de tos betonramper tilbage, mens den midterste er fjernet sammen med en del af produktionsbygningerne. Administrationsbygningerne og de nyeste haller er i dag i brug til andre formål.

Da nybygningerne blev bestilt større og større blev det nødvendigt at udgrave et lille knæk i kanalens modsatte bred i forlængelse af beddingerne, for at afløbende voksende skibsstørrelser kunne nå at blive stoppet, inden de gik på grund på kanalen. Man kan på Google Earth se disse topografiske detaljer i området. Inden værftet ophørte som nybygningsværft, blev der bygget endnu en byggedok; denne gang til sideværts afløbning, hvor der så kunne bygges endnu større skibe, der uner afløbningen kunne bremses på distancen udgjort af kanalens bredde. Denne byggebedding nåede dog kun at lægge grund til en nybygning, inden værftets flytning.

Efter en noget blæsende men interessant gennemgang af området fra vores vidende guide, forlod vi de skrånende ramper og kørte i vores bus gennem de arbejder- og funktionærboliger, som blev opført i det omliggende areal i forbindelse med værftets grundlæggelse og senere udbygning. Her opstod der en hel ny bydel ved Marielund, kaldet Møllers Villaby, hvor A. P. Møller gik i samarbejde med medarbejdere og myndigheder om at skabe så gode forhold som muligt for værftets medarbejdere.

Det var således anden gang, at rederiet gik i samarbejde med medarbejderne om deres private forhold, da Munkebos villaby fyrre år senere blev bygget til Lindøværftet.

Køreturen fortsatte ud til Lindøværftet, hvortil vi ankom ved tretiden. Lindøværftet blev opført på den bare mark efter koncernen havde indset, at med de stadig voksende skibsstørrelser, så var der ingen mulighed for at anvende værftet ved Kanalen længere.

I 1962 leveredes det første skib fra det nye værft, hvor der ikke længere var byggebeddinger, men udgravet tørdokker, hvor skibet blev bygget på plant underlag, og vandet lukket ind i dokken gennem rørledninger, og skibet derefter sejlede ud gennem sluseportene. Det nye værfts tiende nybygning var i 1965 vokset til 98.000 tons.

Vi fik nu adgang til det ellers lukkede land, som værftet er. Både af konkurrencehensyn, men ikke mindst af sikkerhedshensyn, kan man ikke på en sådan arbejdsplads have uautoriseret adgang. Alene håndteringen af de megatunge elementer ville gøre det umuligt at have folk gående rundt på arealet, der ellers er stort nok til at rumme adskillige mennesker uden at se overbefolket ud.

Vores guide på værftet var Poul Hansen, der selv har haft arbejdsplads her i over tredive år, inden han overgik til rundvisningsjobbet, så også her var vi i kyndige og vidende hænder.

Besøget indledtes med en præsentation af værftet med dets nøgletal, der ser alt andet end muntre ud med underskud på driften de seneste år, og kulminerede med annonceringen af værftets lukning i løbet af de næste par år. Under indledningen nævnte vores rundviser et antal data for mål og størrelser for verdens største containerskib, der er bygget her. Og denne imponatortale har værftet kunne holde snart sagt hvert år, siden dets oprettelse.

Allerede i 1960′erne var dokkapaciteten i de oprindelige dokbassiner nået med DIRCH MÆRSK på 205.600 tons, og den nyeste dok blev bygget til at kunne rumme skibe op til 500.000 tons, hvilket der dog aldrig blev brug for, men verdens største containerksibe med plads til over 11.000 TEUs fyldte også godt i dokken og var væsentligt mere komplicerede skibe at bygge end supertankeres enkle indretning.

Ved præsentationens slutning blev vi udstyret med hjelm og briller og – som Poul Hansen sagde – skulle vi forberede os på en 6-7 kilometer lang gåtur for at komme værftet rundt. Det er en tur, der tager flere timer og bringer den besøgende fra den rå jernplade til det færdige skib ved udrustningskajen.

Det er imponerende at se den planlægning og logistiske akkuratesse, der er nødvendig, for at de hundrede tusinder af enkeltelementer i den rette orden, og på det rette tidspunkt befinder sig i den rette færdiggørelsestilstand på byggepladsen, når det er denne dels tur til montering.

I et rationelt drevet værft er det ikke alene menneskene, der er beskæftiget. Også en del robotter, der aldrig har behov for en fridag eller en sludder ved fyraften, er beskæftiget med at udføre kilometerlange svejsesømme fra en ny plade kommer ind i svejsehallen og til den forlader den ene hal med påsatte spanter, stringere, vinkler og rør.

Og således vandrer pladen igennem produktionen fra hal til hal og bliver forsynet med den ene detalje efter den anden, og pladen vokser til et element – en blok – en sektion – der ikke længere kan håndteres, men må transporteres på en mafivogn med 76 hjul for endelig at blive hejst på plads i byggedokken med portalkranen, der løfter tusind tons i et løft.

Ved dokkanten var vi så heldige at kunne iagttage flere skibstyper og se skibe på forskellige stadier af færdiggørelse. I den sydvestlige og største dok lå bundsektioner til en bulkcarrier og ventede på at få motoren sat på plads, før de korrugerede skotter kunne bygges op omkring maskinen og derefter resten af skibet, som var det legoklodser, der skulle samles.

I forlængelse heraf lå en anden næsten flydeklar bulker, og i vandet foran for dokken lå det tredje massegodsskib i næsten udrustningsklar tilstand så let på vandet, at over den halve skrue og skrueakslen var over vandet i al sin skinnende rene bronzefarvede metal. På roret var de nødvendige zinkanoder sat på som klodser, og dybgangsmærkerne løb fra de små fire meter op til seksten meter ved lastelinjemærkerne.

I de to ældste dokker, der »kun« kan tage skibe op til 200.000 tons, og stammer fra værftets barndom, hvor denne størrelse blev anset for tilstrækkelig, lå i den ene dok to nybygninger til det danske søværn, og der var god plads endda i dokken. I den anden af de gamle dokker lå et ro-ro-skib under montage. Vi kunne vandre over agterrampen og kigge ind på vognbanedækkene med ramper op og ned. Det var ganske vel valgt tidspunkt med så varieret et udbud af skibe.

Efter udrustningskajerne var rundgangen forbi, og vi sluttede kort af med en afrunding og oplysninger om, hvad værftet havde af muligheder på hånden for fremtidige aktiviteter, når al den ekspertise opbygget på stedet nu ikke længere kan blive udnyttet på et dansk værft. Dertil er konkurrencen fra Østens værfter med timelønninger på en tredjedel af de europæiske for hård.

Et kapitel i dansk industri er ved at rinde ud, og hele rundgangen – foretaget efter den almindelige arbejdsdags slutning – hvor kun få arbejdspladser var besatte og hallerne lå dunkle og tavse hen gav et noget dystert perspektiv. Kun ved montagekajerne, hvor der stadig var arbejdende medarbejdere, var der liv og optimisme at spore, der forhåbentligt kan pege mod en positiv løsning på beskæftigelsessituationen.

Og noget har da også allerede vist sig. Fredericia Skibsværft flytter med sine aktiviteter ind på en del af arealet, og der er forhandlinger i gang med bl.a. vindmølleindustrien om at udnytte produktionsapparatet ved dokkerne.

Vi takkede af til vor rundviser og afleverede sikkerhedsudstyret, som der heldigvis ikke var blevet brug for og vandrede ud gennem portkontrollen til bussen, der fra Lindøværftet kørte selskabet tilbage til Odense, hvor sulten blev stillet, inden afsked og hjemturen mod vest, syd og øst blev indledt.

For det praktiske arrangement takkes museets sekretær Lone K. Kristiansen.

Hvis du vil med på kommende ture arrangeret af Handels- og Søfartsmuseets Venneselskab, kan du læse mere og melde dig ind på museets hovedhjemmeside.

Som vi kunne fortælle her på Fyrskibet den 6. maj, var museets venneselskab på en spændende tur til Holmen i København tidligere på foråret. Rundvisningen forløb i dejligt forårsvejr, og der var gode muligheder for fotosafari – blandt andet i og omkring den gamle mastekran på Nyholm. Det benyttede Kjeld Hansen sig af.

Her vises i en kort billedrepporage en række af indtrykkene fra en god dag, der afsluttedes i de stemningsmættede lokaler i Gamle Georg Stage drenges Mindestue på Christianshavn.

Skoleskibet GEORG STAGE ved broen over til Nyholm.

Motortorpedobåden SEHESTED

Så er mastekranen besteget.

Fregatten PEDER SKRAM, der nu er museumsskib, og et af statens miljøskibe set fra toppen af masterkranen

Træværket i kranen har flotte skulpturelle former. I bunden af billedet skimtes Marmorkirken.

En god afslutning på dagen

Hvis der ønskes information om Selskabet Handels- og Søfartsmuseets Venner kan klikkes her.

Fotos af Kjeld Hansen

Lørdag den 2. maj viste vejret sig fra sin smukkeste side, da Handels- og Søfartsmuseets Venneselskab afholdt sin forårsekskursion til Holmen i København.

Området, som Søværnet i dag disponerer over, er blevet noget indskrænket siden udflytningen af de operative styrker til provinsen, men der er stadig et omfattende areal på Nyholm, hvor gamle bygninger, museumsskibe og talrige andre minder om Danmarks orlogsflådes plads i historien kan ses.

De godt tredive deltagere mødtes ved hovedindgangen til Nyholm med vores guide på turen, militærhistorikeren Peter Thorning Christensen, og vi begav os straks til hovedattraktionen, Mastekranen fra 1748, som vi fik adgang til at bese indvendig.

Turen op gennem de forskellige etager i kranen byder på mindre udstillinger af forskellige håndværk, der har været udført på Holmen, men det er selve trækonstruktionen af kranen, der er hovedsagen. Kranskelettet af meget kraftige tømmerdimensioner er så at sige pakket ind i det murstenshus, som beskueren ser udefra. Huset skal kun tjene til værn mod klimatiske påvirkninger; det er tømmerkonstruktionen, der skulle kunne løfte de store vægte, når masterne skulle placeres i orlogsskibene.

Fra toppen af kranen er der vidt udsyn hele Holmen rundt, og mod byens kerne, hvor alle tårnene kan udpeges, får man en interessant kig helt fra Tuborg Havn forbi Frihavnen, Langlinje, Amalienborg, Christiansborg til Amagersiden med Christianshavn samt hele forløbet af Københavns Havn gennem byen.

På grund af det meget klare vejr kunne vi også se de elementer, der engang udgjorde en del af Københavns søbefæstning: Flakfortet, Middelgrundsfortet, Trekroner og Saltholm samt bastionerne rundt om Holmens område mod Amager.

Alle disse værker og bygninger fik vi grundigt forklaret af vores guide, der kunne fortælle om både ældre og nyere tildragelser fra området. Af de nærmeste seværdigheder fik vi udpeget den flyttede radiohytte, landets første, hvor de ældste radioapparater opbevares.

Da vi kom ned fra kranen, fik vi under den fortsatte rundtur fortællingen om bygningen Under Kronen, Kasernen, Stenhuset – der er den mindre muntre lokale arresthus, Batteriet Sixtus, hvorfra salutterne afgives i København, Spanteloftbygningen med den gamle bedding foran, der skulle betjene den ikke længere eksisterende dok, hvor orlogsskibene blev bygget.

Efter et par timers rundvisning fortsatte turen til Foreningen Gamle Georg Stage Drenges lokale i restaurant Rabes Have, hvor der var arrangeret frokost for deltagerne. GEORG STAGE-lokalet er festligt udstyret med nautiske redskaber og andre minder om skoleskibene GEORG STAGE, og på væggene er opsat gruppefotos af så godt som alle elevholdene, der har sejlet med skibene.

Takket være det fine forårsvejr og den gode rundvisning, tror jeg, at alle deltagerne fik en udbytterig lørdag. Ekskursionen var arrangeret og perfekt gennemført af museets sekretær Lone K. Kristiansen og direktør Jørgen Selmer.

For mere information om museets venneselskab se www.maritime-museum.dk/ommuseet/venner.asp

I løbet af foråret 2009 tager Handels- og Søfartsmuseets venneselskab på to spændende ture til den gamle flådestation Holmen i København – den ene i overført betydning og den anden helt konkret.

Den 3. marts kommer arkæolog Lene Høst-Madsen og holder foredrag i modelsalen på Kronborg. Emnet er de spændende skibsvrag fra 1400′tallet, der blev afdækket under arbejdet med operaen i 2001. Det er sandsynligt, at skibene har en sammenhæng med opgøret med Hansestæderne.

Museet vil være åbent fra kl. 18, hvor man kan blive blandt de første til at se den nye fotoudstilling “Lindø L208″ om bygningen af verdens største containerskib på Lindøværftet. Både adgang og foredrag er gratis for medlemmer af venneselskabet.

Den 2. maj går turen så fysisk til Holmen, hvor militærhistorikeren Peter Thorning Christensen vil vise rundt i flådens univers. Turen, inklusive frokost, er allerede udsolgt!

Lørdag den 23. august, der var en af årets vådeste dage, mødtes 33 af Handels- og Søfartsmuseets venneselskabs medlemmer på Langelinie ved Isbjørnen for at drage på tur til Middelgrundsfortet. Det var ikke kun vejret der var genstridigt, for bådfarten var også ramt af uheld denne morgen. Kun den ene af selskabets to passagerbåde kunne få motoren i gang.

Vi måtte derfor sidde en tur over, hvor Venneselskabet i ventetiden blev trakteret med morgenkaffe og en opstrammer. Klokken lidt i elleve kom vi så i båden og sejlturen begyndte. På vej ud passerede vi skonnerten MADONNA og så en af TOR-Lines ro-ro-skibe komme ind og forhale på plads i Frihavnen.

På vej ud fik vi også et stop over for landsætning på Trekronerfortet, inden vi passerede vindmølleparken uden for Københavns havn og ankom til Middelgrundsfortet.

Så snart vi var kommet i land præsenterede Venneselskabets sekretær, Jørgen Selmer, dagens guide for os. Det var Peter Thorning Christensen, der var guide. Han ved så godt som alt, hvad der er værd at vide om Københavns søbefæstning fra tidernes morgen og til i dag, så vi var i gode hænder.

Fortællingen begyndte på toppen af fortet, hvor vi havde udsyn fra Kastrup i syd til Vedbæk i nord. Sigtbarheden var ikke den bedste, men heldet tilsmilede os, for mens vi stod i blæsten på toppen af fortet, var regnen midlertidig indstillet.

Det varede dog ikke længe, inden vi måtte krybe i læ for regnen i fortets lange og mørke gange. Her fortalte guiden os om det store antal mennesker, der skulle bemande skytset og fortet i krigstid, og hvorledes det i fredstid var en udfordring at holde mange hundrede isolerede mænd beskæftiget dag efter dag.

I gangene fik vi vist, hvorledes ammunition og beboelse var adskilt, hvorledes hospitalet var indbygget i midten og havde været passende malet i okseblodsfarve. Fortets egen kraftcentral, der stadig passes af frivillige var også interessant, og der kom spørgsmål fra deltagerne om både energimængden og for hvorledes man slap af med affald etc.

Efter således at være vederkvæget på det åndelige felt, skulle vi indtage frokosten i de bombesikrede gange. Skafningen var leveret af fortets restauratør, og vi fik en udmærket frokostplatte, der mættede alle.

Efter skafningen var der endnu tid til lidt supplerende oplysninger om fire hundrede mands hygiejne- og badeforhold på stedet, der ikke er selvforsynende med ferskvand, og herunder blev også lugtgenerne ved denne livsform berørt.

Så var båden klar til afgang, og efter ombordstigningen hilste fortets os farvel med et enkelt salutskud. Åbenbart var der ingen af højere rang om bord, der kunne foranledige en mere omfattende salut. Vi blev landsat på Langelinie igen, da klokken var hen imod klokken femten.

Museets sekretær, Lone K. Kristiansen, havde arrangeret turen til alles tilfredshed. Billederne skyldes undertegnede.

Jørgen Marcussen
27. august 2008.