M/S Museet for Søfarts digitale logbog
Tryk 'Opdater' for et nyt billede...

Den spørgende udstillingstekst

I de fleste museumsudstillinger findes der små tekster ved genstandene. Som regel er de korte og fortæller oplysninger om den sammenhæng , udstillingens skaber har fundet det relevant at placere genstanden i.

På grund af museernes systematiske registreringer gennem mange år ved vi ofte en hel del om hver genstand. På mange museer findes desuden arkiver og biblioteker, der kan bruges til at finde endnu mere viden om en genstand.

Men for hver ting vi ved, er der tusind ting vi ikke ved. Mennesker og menneskelig ageren er kompliceret og det meste forsvinder som sand mellem historikerens fingre.

Derfor kan det give mening at stille spørgsmål i en genstandstekst. Men hvilke typer spørgsmål giver mening, og hvilke retningslinjer bør man følge?

  1. Først og fremmest skal spørgsmålet skal være åbent, dvs. svaret ikke fx er et årstal eller et sted, men at der findes flere svar, som alle kan være rigtige.
  2. Spørgsmålet skal også kunne besvares af mange. Det må altså ikke være for fagligt indforstået eller bygge på præmisser som nutidens mennesker ikke kan forventes at kende til.
  3. Samtidig er det vigtigt at den øvrige tekst ved genstanden understøtter spørgsmålet og derved kvalificerer læseren.
  4. Et spørgsmål i en udstillingstekst skal handle om noget, som museet reelt er i tvivl om, eller hvor flere forskellige tolkninger virker lige gode.
  5. Endelig skal spørgsmålet skal være så kort som muligt. Både af hensyn til tekstens læsbarhed, men også for ikke at overvælde den besøgende, som måske læser hundredevis af tekster under museumsbesøget.

Hvis man overholder disse retningslinjer, skaber man efter min mening mulighed for at engagere museumsgæsten i langt højere grad end hvis man kun skriver tekster med et fast, lukket indhold.

Lad os tage et eksempel….

Maleriet ovenfor er et af mine yndlingsbilleder i vores samling. Det forestiller Carl Henrik August Schultz, som blev ansat som matros i Asiatisk Kompagni i 1776 og siden arbejde sig op gennem graderne. Fra 1791 blev han kaptajn, og sejlede i alt otte rejser til Indien og Kina.

Hans portræt bliver en del af udstillingen om 1700-tallets handel i det nye museum. Derfor forsøgte jeg i går at samle så meget viden som muligt sammen om Schultz, og samlede det i et dokument, som i en eller anden form bliver tilgængelig bl.a. på vores kommende nye hjemmeside.

Som tidligere nævnt er Schultz et godt eksempel på at vi ved en del om mennesket og hans karriere, men på samme tid næsten ingenting.

Af den indsamlede viden forsøgte jeg at skrive en tekst, der vil hænge i udstillingen ved maleriet, både på dansk og engelsk. For at holde tekstmængden mindst mulig i udstillingen, har vi besluttet at teksterne maksimalt må være på 200 anslag, så der skal files en del i teksten for at få den kort nok.

Det blev til følgende udkast:

Rejsen opad i samfundet
Carl Schultz begyndte sin karriere i Asiatisk Kompagni i 1776 som matros, men steg hurtigt i graderne, helt til kaptajn, på sine otte rejser til Indien og Kina. Hvad tænker han mon på med sit gådefulde smil?

Maleriet kunne sættes ind i mange forskellige sammenhænge, men jeg har her valgt at fokusere på at en karriere i et handelskompagni kunne være en vej opad i samfundet i 1700-tallet.

Samtidig vil jeg gerne formidle den undren jeg altid selv mærker, når jeg ser på maleriet. Hvad betyder hans gådefulde Mona Lisa-smil? Var han glad for at være nået langt og for sin fine karriere, eller var de mange lange sørejser og tiden væk fra familien en pine?

Jeg ved det ikke, og finder sikkert aldrig ud af det. Denne undren synes jeg er vigtig at formidle i forbindelse med billedet af denne succesrige sømand.

Hvad synes du om teksten og principperne? Hvad kan laves om eller tilføjes?

Læs mere om Schultz…

10 kommentarer

1 Bart { 08.21.12 at 18:21 }

Personligt har jeg det lidt svært med et helt åben spørgsmål. Det virker på mig (!) lidt provocerende, da jeg går ud fra at teksforfatteren nok har et mere kvalificeret svar end jeg har. Derfor vil jeg foretrække “Er det mon derfor han smiler?” – som er mere et spørgsmål ud af en dialog, da tekstforfatteren kommer med et forslag.

Men jeg vil nok med det samme mene at det er maleren som har givet Carl Schulz denne smil for at få ham til at se venligt ud.

Maleriet minder om Jens Juel, ligner det ikke denne smil?:
http://www.balslevforedragsforening.dk/jens-juel/

2 Axel Johnsen { 08.21.12 at 18:48 }

Det er en sjov måde at tænke udstillingstekster på – og i hvert fald en påmindelse om, at “formater” aldrig må få overtaget! Hvis der er en god anledning til at bryde formatet og ligefrem henvende sig spørgende til publikum, så skal man gøre det. Undtagelsesvist, synes jeg – ellers går der for meget Bamse og Kylling i den. Men det er en interessant tanke.

3 Martin Brandt Djupdræt { 08.21.12 at 23:49 }

Det lyder som en spændende tilgang, hvis den kun bruges, hvor der er et reelt vedkommende spørgsmål. For at citere Nina Simon: Stil kun spørgsmål du er interesseret i at høre svaret på – men det ligger også lidt i punkt 4 i dine principper.
MVH Martin

4 Martin Schjönning { 08.22.12 at 09:57 }

Hmm … Nu kan det godt være at jeg er muggen og gammeldags, men jeg foretrækker selv at finde på de abstraherende spørgsmål når jeg møder historien. Jeg er helt ok med at udstillinger er fabulerende, men det bør absolut have afsæt i emnet: I eksemplet med maleriet er der tale om søfart, men spørgsmålet i følgeteksten devaluerer udstillingens videnskabelige værdi ved at bringe “samtalen” mellem udstillingsobjekt og beskuer over i personligt/æstetisk farvand (pun intended). Jeg vil gerne lære så meget som muligt om de genstande og personer jeg “møder” på en historisk udstilling. Hvis noget af det inspirerer mig til at stille spørgsmål, skal jeg nok finde på dem selv. Og med en beslutning om at hvert skilt maximalt må have 200 anslag synes jeg det er decideret dårlig oplysningspraksis, at bruge 46 af dem (ca. 1/4) på et irrelevant spørgsmål.

5 charlotteshj { 08.22.12 at 21:58 }

Selvom jeg også på dette område måske er en smule svenskofil, er det mit indtryk, at broderfolket her har overhalet os med flere hestemulelængder gennem mange år.
Udstillingstekster er en genre for sig selv, de er forskellige fra bogtekster. Jeg opfatter stadig det svenske postmuseums tekstning – og Margareta Ekarv – som et eksempel til efterfølgelse i branchen. Man skal få lyst at læse teksten, den må gerne rumme undren, udråb – ikke kun fakta. Mennesker, tanker og følelser i historien fascinerer og inddrager på en helt anden måde end end årstal og fakta. Desuden er Ekarvs pointer om “frasriktigt radfall” og i det hele taget at anvende teknikker som bruges i letlæst for voksne væsentlige, når man tager “læsesituationen” i en udstilling i betragtning.

Jeg håber, at der er flere, der får interesse for metoden. Der skal være plads til både “oplysning” og “oplevelse” fordi vi er forskellige, når vi går på museum. Jeg kunne måske også godt gætte på, at glæden ved detaljerne og fordybelsen – den videnskabelige tilgang – egentlig bedst kunne serviceres på anden måde. Adgang til online opslag i registreringsdatabase fx?

6 Tora Ribers { 08.22.12 at 23:10 }

Er helt på linie med Charlotte. Ekarvs “Smaka på orden” bør være obligatorisk inspirationslæsning for alle, der skal skrive udstillingstekster. Sig til hvis du vil låne, Benjamin.

7 Benjamin Asmussen { 08.23.12 at 09:15 }

Tak for alle de gode kommentarer!

>Bart: Jo, det ligner den samme type smil.

>Axel & Martin: Helt enig, det skal kun bruges hvor det giver mening. Hvis der kun er spørgsmål i et par enkelte tekster i en udstilling, overrasker det og virker derved stærkere.

>Martin: God pointe, men ved at have en dybere og længere tekst tilgængelig synes jeg godt, man kan tillade sig at bruge en god del af de sparsomme tegn til et spørgsmål.

>Charlotte: Sverige er efter min mening det mest inspirerende museumsland. Ang. fordybelsen, så tror jeg også at den nemmere finder sted når man fx sidder ned i caféen, i museets hvileområder eller derhjemme. Derfor bliver der dybere lag til langt de fleste genstande, men det er ikke meningen at de absolut skal læses stående i udstillingens inferno.

>Tora: Tak, den vil jeg meget gerne låne…skriver til dig :-)

8 Udstillingstekster – letlæste á la Ekarv | Charlotte S H Jensen { 08.23.12 at 23:57 }

[...] gav det et helt lille gib i skrivemusklen at komme forbi fyrskibet.dk og læse Benjamin Asmussens post “Den spørgende udstillingstekst” om arbejdet med teksterne på det nye [...]

9 Benjamin Asmussen { 09.19.12 at 10:17 }

Den nyeste version af teksten med mere Ekarv-tilsætning:

Fra matros til kaptajn
Carl Schultz (f. 1776) arbejdede sig op i samfundet
på sine otte rejser til Indien og Kina
for Asiatisk Kompagni.

Er det glæden over den nye status,
vi kan skimte
i hans gådefulde og selvtilfredse smil?

10 Axel Harms { 09.19.12 at 15:12 }

Fint koncept, og god idé med den skærpede version.
Den formidler din egen undren, og giver måske lidt mere retning til læserens tanker.

Skriv en kommentar