Museet for Søfarts digitale logbog
Tryk 'Opdater' for et nyt billede...

Fremskridt for konservering af Samurairustning

Museets samurairustning er under konservering – her følger en kort og velillustreret præsentation af arbejdet.

Den krakelerede og revnede lakoverflade er opstået som følge af den meget hårde behandling rustningen har oplevet, mens den endnu var i brug og senere som følge af korrosion af jernet under lakken.

Et enkelt område af brystskjoldet er renset – forskellen ses tydeligt

Indledningsvist er alle flager og revner limet eller konsolideret for at forhindre yderligere tab af lak under arbejdet med rustningen. Lakoverfladen er herefter forsigtigt renset for smuds, hvorefter den igen fremstår mere skinnende og med mere dybde.

Det helt rensede brystskold

Ringbrynjen på rustningens lår og arme er korroderet og fremstår meget mat og rustfarvet. Forsiden af ringbrynjen har været lakeret sort, mens bagsiden mod silkestoffet ikke har haft nogen overfladebehandling.

Den medtagne ringbrynje

Den sorte maling har haft bedre hæfteevne på delelementer i brynjen, og der ses således endnu sort maling på de led, der forbinder ringene horisontalt og vertikalt. Indledningsvist renses den mindre korrosion af metallet rent kemisk, og herefter fastlægges den sorte maling, der nu ligger løst, da korrosionslaget under malingen er forsvundet. Resterende mere kraftig korrosion fjernes mekanisk.

Den venstre del af dette udsnit af ringbrynje er nu renset – den kraftigere rustfarvede korrosion der endnu ses pletvis vil blive glasblæst med mikroglasballoner, for at den resterende sorte maling ikke lider unødigt skade.

Da ringbrynjen bortset fra sølvindlæggene har fremstået sort, vil processen når det kommer så langt, afsluttes med en patinering.

Rustningens spændende forhistorie vil blive taget op her på fyrskibet på et senere tidspunkt.

1 kommentar

1 Stefanie Robl { 04.21.09 at 13:14 }

Flot arbejde! Spændende at se resultatet af konserveringen. Vores fire samurairustninger i Aabenraa skal dog endnu vente lidt med at få den samme behandling.

Skriv en kommentar