Et minde om en torpedering

I den forgange uge blev museet kontaktet af en engelsk herre. Han bad om billeder af et dansk skib, BARON STJERNBLAD, der blev torpederet og sænket ud for den engelske kyst i 1917. Det viste sig, at han havde været nede at dykke ved vraget, der nu ligger på 80 meter vand!

Historien blev for museets vedkommende rigtigt interessant, da den engelske dykker tilbød os en genstand, han havde fisket med op fra dybet – nemlig den her viste mælkekande. Vi var naturligvis glade for at få tilbudet om en genstand, der ikke blot har ligget på havets bund i over 90 år, men som også fortæller noget om den fare, den danske søfart befandt sig i under Første Verdenskrig.

BARON STJERNBLAD var den 24. august 1917 undervejs fra Hull til København, da der kort efter afgang dukkede en tysk undervandsbåd op og straks begyndte at beskyde det danske skib. Det lykkedes alle ombordværende at redde sig i bådene på trods af det pludselige angreb. Ingen menneskeliv gik tabt, men BARON STJERNBLAD blev ramt af en torpedo og sank.
Danmarks neutralitet beskyttede ikke de søfarende mod krigens farer, og mange søfolk mistede livet i årene 1914-1918. Nu har et lille minde om den svære tid, fundet vej til Handels- og Søfartsmuseets samling.

0 kommentarer
Hvad synes du? Skriv en kommentar nedenfor...
Skriv en kommentar