Konservatoren i arbejde med museets søkort

Søkort med ætsning fra farvepigmenter (de hvide områder langs den grønne kyst)
Museets samling af søkort bliver i øjeblikket set efter i sømmene. Dette inkluderer blandt andet, at en del kort tages ud af rammer, konserveres og lægges på plads i museets kortmagasin.
I forbindelse med at søkortene bliver taget ud af deres rammer for at blive opbevaret på en tidssvarende facon, er der mulighed for at gå dem efter for eventuelle skader. De typiske skader er mindre revner i kanterne, blegning, misfarvning af papiret og enkelte skadedyrsangreb.

Ætsningsskaderner behandles på kortets bagside ved hjælp af japanpapir.
Enkelte viser også ætsninger af papiret fra de grønjordspigmenter, der er brugt til at farvelægge med. Disse ætsninger ligger typisk langs med kanten af øer og lande, hvorved disse næsten falder ud af kortene. Til sammenligning kan man se at der ved de lyserøde og gule pigmenter ikke er nogle skader.
Til at stabilisere de nedbrudte områder bruges japanpapir og en methylcellulose med en meget høj viskositet. Japanpapiret rives i den rigtige form, herved får man en blødere overgang fra fibrene og reparationer der bliver stort set usynlige. Når japanpapiret er limet på, sættes det straks under pres med fibertex og trækpapir.

Kort med revnet kant

Samme kort efter konservering
En del kort har, da de blev monteret i ramme, fået kanterne bøjet rundt omkring glasset. Disse kanter er meget skrøbelige og vil ofte knække, hvis man prøver at rette dem på plads. For at få planeret kortet, så det kan opbevares i kabinetter med resten af samling, fugtes de meget forsigtigt op i bukket og sættes under pres med flere lag trækpapir.

Kort med bøjet kant
Der fugtes så lidt som muligt, da vand vil trække snavset i papiroverfladen med sig, og, hvis man ikke er påpasselig, meget nemt lave skjolder (dette gælder også for methylcellulose).

Dokument under pres
Efter konserveringen bliver kortene arkiveret sammen med museets øvrige, og meget flotte, samling af søkort. I den forbindelse vil vi gerne takke Jørgen og Merete Marcussen for deres utrættelige arbejde med registrering og arkivering.
Vi håber, at denne lille introduktion til konservatorenes arbejde falder i jeres interesse – oversigten over museets søkort kan findes på http://www.maritime-museum.dk/videnscenter/Sokortatlasoglodsboger.asp. I meget velkomne til at bruge kommentarfeltet herunder.
0 kommentarer
Hvad synes du? Skriv en kommentar nedenfor...
Skriv en kommentar