Konservering af kalfatringsværktøj.
Museet har en stor samling af værktøj fra skibstømrerfaget. Når der tilgår nyt værktøj er dette nogle gange i mindre god stand og kræver derfor konservering før det kan placeres på magasinet med resten af samlingen.
Værktøjet er i dette tilfælde kraftigt korroderet og behandles derfor med en kombination af kemisk og mekanisk afrensning samt afsluttende overfladebehandling mod yderligere nedbrydning.
Indledningsvist behandles værktøjet med en rustløsner der fjerner lettere korrosion på værktøjet. Herefter bruges en kombination af glasblæsning og roterende slibeværktøjer til at fjerne den dybere gravrust der dækker store dele af værktøjet. Det søges igennem hele behandlingen så vidt muligt at bevare den oprindelige overflade på de områder af værktøjet der kun har mindre korrosion.
Behandling af værktøjet i konserveringsværkstedets glasblæsningskabine.
Nærbillede af glasblæsningen.
Der behandles herefter med en opløsning af taninsyre der kompleksbinder både jern II og III, samt giver en metallet en blåsort overflade. Til sidst påføres en indfarvet voks der lukker overfladen, samt giver værktøjet en mere korrekt patina.
De fire trin i konserveringen af kalfatringsværktøjet. Fra venstre henholdsvist: ubehandlet, mekanisk/kemisk afrenset, tanin behandlet og voksbehandlet.
Alt værktøjet kommer igennem disse fire trin før det nummereres og placeres på museets magasin.