Museet for Søfarts digitale logbog
Tryk 'Opdater' for et nyt billede...

Minebøsse på Handels- og Søfartsmuseet

Den seneste store genstand vi har samlet ind på museet er en minebøsse, som har stået på Langelinie siden 1920.

Hjælp til søfolk

Under Første Verdenskrig var der gode penge at tjene for søfarten, men det var også farligt. Mange danske søfolk mistede livet eller blev invalideret, når deres skibe stødte på en mine eller blev sænket af de tyske ubåde.

Efter krigen var der stor brug for hjælp til krigens ofre og deres enker, og Sømandsforeningen af 1856 opstillede en række indsamlingsbøsser rundt om i København og i provinsen. Indtægterne gik til Prinsesse Maries hjem, som er et hjem for gamle søfolk og deres enker.

Indsamlingsbøsserne blev lavet af demonterede søminer, som fiskere havde fået i garnet eller som var blevet samlet op af marinen. I København blev der stillet de såkaldte minebøsser op 3 steder: På Langelinie, i Frederiksberg Have og i Tivoli.

Indtægterne

Minebøssen på Langelinie blev stillet op i januar 1920. I starten var interessen og viljen til at hjælpe stor. Og allerede det første år indbragte minebøssen kr. 2332.93. Året efter gik det endnu bedre, her var indtjeningen på kr. 3848,21, og 1922 må også siges at være et godt år, hvor der kom kr. 2420,18 ind. Siden går det ned ad bakke med indtjeningen.

I 1930’erne kommer der ikke meget mere end ca. 4-500 kroner ind om året, og selvom indsamlingsbøsserne får ny bevågenhed efter Anden Verdenskrig, når indtægten slet ikke i nærheden af de første år efter Første Verdenskrig. I 1962, som er det sidste år jeg har kunnet finde indtægterne fra er de helt nede på kr.532,55.

Hvornår minebøssen på Langelinie tages ud af brug ligger lidt hen i det uvisse. Der findes en lommebog fra 1988 med en manual til vedligeholdelse og tømning af bøssen, men da Sømandsforeningens nuværende formand trådte til i 2001 blev den ikke længere brugt. Så en gang i 1990’erne holdt foreningen op med at samle penge i den.

De sidste år

I de seneste år er den blevet udsat for hærværk og er ikke blevet vedligeholdt, så den stod i en temmelig skidt forfatning, da vi på museet fik øje på den. Takket være velvilje fra Sømandsforeningen af 1856 og fra Københavns Kommune lykkedes det, at få den flyttet fra Langelinie til museets magasin i september i år.

 

Nu forestår der et større restaurerings- og konserveringsarbejde før minebøssen kan komme til ære og værdighed i vores nye museum.

Torkil Adsersen

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer...

Hvad synes du? Skriv en kommentar nedenfor...

Skriv en kommentar