Ny brugerflade på Museernes Samlinger

Vi har på Handels- og Søfartsmuseet i flere år brugt de danske museers fælles registreringsværktøj Regin. Dette interne værktøj har længe haft en offentlig del, der hedder Museernes Samlinger. Denne del er nu kommet i en ny og meget mere publikumsvenlig udgave.
Museernes Samlinger er en database, hvor de danske museers registreringer er tilgængelige for alle historieinterresserede danskere. Den har tidligere været præget af en meget skrabet brugerflade, der ikke ligefrem fik historien til at lukke sig op for den uindviede.
Med den ny udgave er den store database blevet nemmere at gå til. Således kan der nu søges på forskellige parametre som emne, periode, museum og lokalitet. Under de fire hovedmenuer kan man yderligere specificere sin søgning.

Museernes Samlinger indeholder mange tusinder genstande fordelt på landets museer, men nu optræder de som én let søgbar enhed. Det skal dog tages i betragtning, at ikke alle felter er udfyldt for alle genstande. Således vil Handels- og Søfartsmuseets genstande sjældent være at finde under geografisk søgen, da de fleste af vores ting er knyttet til et internationalt og søbårent erhverv.
Vores genstande vil typisk være at finde under “søfart” i emneoversigten, i de kronologiske oversigter og naturligvis under vores museum.

Endnu er mange genstande i databasen beskrevet lidt sporadisk, men med tiden vil flere og flere ting og oplysninger blive synlige til glæde for både professionalle og amatører. Det er et direkte indblik i de danske museers store registreringsarbejde.
Gå til Museernes Samlinger her – http://www.kulturarv.dk/mussam/Forside.action
0 kommentarer
Hvad synes du? Skriv en kommentar nedenfor...
Skriv en kommentar