Museets skibsmodeller – S/S THINGVALLA

Denne korte omtale af S/S THINGVALLA er den første af en serie præsentationer af de mest spændende af Handels- og Søfartsmuseets mange skibsmodeller.
THINGVALLA tilhører desværre den gruppe af skibe, der blev ramt af et forlis med mange døde til følge.
Det skete, da skibet den 14. august 1888 kolliderede med S/S GEISER ud for Nova Scotia i Canada. THINGVALLA havde forladt København den 1. august, mens GEISER var på vej fra New York.
THINGVALLAS stævn borede sig ind i siden på GEISER, hvor hverken besætning eller passagerer fik ret lang tid at reagere i. I løbet af få minutter var GEISER synkefærdig og redningsarbejdet grebet af panik. Skibet brækkede midt over og sank – over 100 mennesker mistede livet.
Det lykkedes besætningen på THINGVALLA at bakke skibet tilbage til havnebyen Halifax. På grund af det store hul i forskibet kunne man ikke sejle fremad.
Modellen af THINGVALLA står i museets udstilling om ”Rejsen til Amerika”, der omhandler den store danske emigration til Nordamerika i slutningen af 1800’tallet og begyndelsen af 1900’tallet.

0 kommentarer
Hvad synes du? Skriv en kommentar nedenfor...
Skriv en kommentar