Handels- og Søfartsmuseets digitale logbog
Tryk 'Opdater' for et nyt billede...

Nessie ved Bovbjerg fyr

Bovbjerg fyr

I forbindelse med arbejdet med nogle ældre postkort faldt jeg over ovenstående kort. Kortet viser Bovbjerg fyr på den jyske vestkyst, hvilket der i og for sig ikke er noget mærkeligt i. Vi har på museet flere postkort visende forskellige danske fyr. Der er imidlertid en detalje på billedet, der slog mig med undren.

Prøv at se her:

Nessie ved Bovbjerg fyr

Hvad er dette? Umiddelbart ligner det fire kvinder (tre voksne i hvide kjoler og en pige i mørkere tøj længst til højre), der flygter fra en drage, men findes der virkeligt drager i vestjylland – og hvis ikke, hvornår uddøde de så?

Dragen her ligner nærmest en stor søhest. Kan der være tale om en slægtning til det berømte Loch Ness uhyre Nessie? Vil dette på overfladen så uskyldige postkort danne grundstenen for en ny myte?

Det nedenstående billede, som jeg har taget fra den glimrende hjemmeside www.fyrtaarne.dk, viser fyrtårnet og de omkringliggende bygninger, men dragen og de flygtende kvinder ses ikke. Små forskelle i billederne afslører da også, at der ikke er tale om det samme billede. Dragen og kvinderne kan altså ikke på basis af dette afskrives som rendyrket fotomanipulation.

Bovbjerg fyr uden drage

Nogle læsere vil nok påstå, at denne artikel er fjollet og at dragen bare er en hest, men vi hører gerne fra folk, der har erfaringer med Bovbjerg fyr og eventuelle drager. Vi venter i spænding og det gør turistcheferne i Bovbjerg-Ferring ganske givet også.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer...

Hvad synes du? Skriv en kommentar nedenfor...

Skriv en kommentar