Nettets muligheder – maritime hjemmesider 10

Det danske påskevejr er ofte ustadigt. I skrivende stund kan jeg høre færgernes tågehorn nede fra havnen men knapt nok se Kronborg på den anden side af voldgraven. Skulle det fugtige vejr fortsætte, kan der måske blive tid til at surfe lidt rundt på internettet efter interessante søfartsrelaterede hjemmesider. Her er et par forslag:
Den digitale byport

Denne side er resultatet af et fint arbejde udført ved Center for Byhistorie ved Aarhus Universitet. Der er tale om adgangsvej til en række forskellige databaser, hvoraf et par stykker har direkte maritimhistorisk relevans.
De danske købstæder, sidens fokusområde, er historisk set yderst interessante for en forståelse af den nationale, og for den sags skyld også den internationale, handel og søfart. Især er det dog to af databaserne, der gør siden relevant for den søfartsinteresserede. Det drejer sig om “Skibsfarten i Danmark 1787″, der med udgangspunkt i ét år viser et tværsnit af den maritime sektor i Danmark, og “Provinsens søfart 1700-1832″ der bygger på Anders Mondrad Møllers to bøger “Jagt og skonnert” og “Fra galeoth til galease”.
Sammen med de øvrige databaser, der i øvrigt på forbilledlig vis er krydsrefererede, er der rigeligt med underholdning for den søfartsinteresserede.
http://byhistorie.inet-designer.dk/den-digitale-byport/
70.8%

Denne side er en blog skrevet af en amerikansk bådeentusiast, Thomas Armstrong, der regelmæssigt skriver om bådebygning og sejlads. Han er meget interesseret i skandinavisk byggetradition og har flere gange været i kontakt med os på museet for at lære vores samlinger at kende.

Siden bliver opdateret ofte og er altid fyldt med gode billede af byggeprocesser. Den er ikke specielt pænt sat op, men hvis man leder lidt nede på forsiden, kan man finde en mængde links til andre blogs samt en meget nyttig kategorisering af artiklerne. Siden kan bestemt anbefales til folk med interesse i bådebygning.
http://70point8percent.blogspot.com/
God påske!
Lignende indlæg
1 kommentar
Det er en fantastisk hjemmeside, for alle da af os som nyder at læse om de lidt “skæve” enthusiaster indenfor sejlads.
Siden henvender sig hovedsageligt til lystsejlere, men indenfor det felt er den meget spændende.
Forfatteren har en utrolig evne til at finde særlige fartøjer, og er god til at formidle deres historie. Oftest ledsaget af gode informative fotos.
Skriv en kommentar