M/S Museet for Søfarts digitale logbog
Tryk 'Opdater' for et nyt billede...

Ny særudstilling åbner!

Fredag den 10. september klokken 12.00 åbner Handels- og Søfartsmuseets nye særudstilling Søfolk og redere i 1700-tallets København.

Udstillingen er en del ag programmet for festivalen Golden Days. Globalisering, gossip og grådighed tegnede tiden. Menneskerettigheder og ytringsfrihed blev diskuteret i højspændte debatter. Rygter udgjorde nøglen til magt. Økonomiske kriser blev internationale anliggender og både varer og verdenssyn blev udvekslet i krige og kolonihandel.

Det var en fest, men også en fest, der med Englænderkrigen 1807-14 fik en brat afslutning, og regningen blev stor. Flåden blev taget, Norge blev givet til Sverige, landet gik fallit, de store handelshuse gik samme vej, skibene forsvandt og København var igen en europæisk provinsby.

I udstillingen ”Søfolk og redere i 1700-tallets København” fortælles via malerier, genstande og nogle af skydeskiverne fra Det Kongelige Københavnske Skydeselskab historien om nogle af mændene bag den Florissante Handel.

Under den Florissante Handel, fra ca. 1750 til 1801, voksede København frem som en af Europas førende handels- og søfartsbyer. Periodens store økonomiske vækst var baseret på landets neutralitet under periodens mange globale krige, Københavns placering ved indgangen til Østersøen og på de mange internationale forbindelser danske handelsfolk havde opbygget ude i de danske besiddelser i Vest- og Ostindien.

I København blev der tjent penge. En helt ny international købmandselite voksede frem, medens hundreder af skibe, dansk – såvel som udenlandsk ejede, men alle under det neutrale Dannebrogs beskyttende banner, sejlede kolonialvarer fra Vest- og Ostindien til København, hvorfra varerne igen blev re-eksporteret til de krigsførende nationer.

Vi håber, at mange af vores læsere vil finde vej forbi Kronborg og se de smukke malerier og genstande efterladt til os af 1700-tallets danske internationale overklasse. Udstillingen varer til den 27. marts 2011.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer...

Hvad synes du? Skriv en kommentar nedenfor...

Skriv en kommentar