M/S Museet for Søfarts digitale logbog
Tryk 'Opdater' for et nyt billede...

Sømandens fjender på museum

Under verdenskrigene levede danske søfolk et udsat liv midt imellem krigshandlingerne.
Ubåde, søminer og bombefly sendte adskillige danske liv ned i dybet, når danske handelsskibe blev angrebet.
Når Museet for Søfart åbner i 2013 kan man komme helt tæt på verdenskrigens rædsler til søs. I udstillingsafsnittet ”I Krigens Skygge” fortælles om livet for danske søfolk under verdenskrigene.

Centralt i udstillingen vil bl.a. være en række af de forskellige trusler, som danske søfolk mødte. Med hjælp fra Søværnet og Statens Forsvarshistoriske Museum modtager Museet for Søfart i disse dage således nu en torpedo, en sømine og en tysk 88 mm dækskanon fra en ubåd.

I årene efter krigen blev det danske søværn genudrustet med en lang række af de våben, der var blevet brugt under 2. verdenskrig. Fra den besejrede tyske krigsmarine fik man torpedoer, og fra USA søminer. Efter den kolde krigs ophør er søminerne og torpedoerne afskaffet i det danske søværn.

Dækskanoner til ubåde var allerede forældet med verdenskrigens ophør. Kanonen krævede en rolig sø og fred og ro til at beskyde enlige handelsskibe.
Med udbredelsen af konvojsystemet og stadigt flere allierede fly i luften, blev det for farligt for de tyske ubåde at dykke ud. Kanonerne blev pillet af ubådene, og med tiden endte dette eksemplar på Tøjhusmuseet i København.

3 kommentarer

1 Mads Gellert Madsen { 07.31.12 at 23:08 }

Hej David

En lille rettelse og tilføjelse: Tyskernes mest talrige ubåde, Type VII og IX, der begge var i brug til krigens slutning og udstyret med dækskanon, var, da de ikke var udstyret med snorkel, tvunget til at dykke ud, i de senere krigsår oftest om natten. Det var ganske vist farligt, men simpelthen en nødvendighed, for at få luft i båden og genopladet batterierne.

Først med Type XXI der kom i 1944, fjernede man kanonen fra designet, men det var den første ubåd der var designet til at sejle 100% under overfladen og var udstyret med snorkel.

Desuden var dækskanonen langt fra ubrugelig eller forældet i Fjernøsten, hvor briterne og amerikanerne brugte den i stor stil mod den japanske handelsflåde, der dog aldrig blev effektivt konvojeret. Fordelen ved dækskanonen var at den gjorde at man sparede på de dyrebare torpedoer, der kun var få af. Derved kunne ubåden opholde sig længere tid i operationsområdet og opnå større resultater med færre midler.

Giver gerne links til et par ubådsbøger, hvis det sku’ ha’ interesse :-)

Mvh. Mads Gellert Madsen, tidligere researcher på HSM

2 Mads Gellert Madsen { 07.31.12 at 23:10 }

Og fedt i har fået fingrene i en kanon. Glæder mig til at se udstillingen når det ny museum åbner.

3 Thorbjørn Thaarup { 08.07.12 at 14:54 }

Hej Mads og tak for kommentaren. Vi glæder os også meget til at vise den fine “nye” kanon frem.

Skriv en kommentar