Skibsmåling og tonnageberegning – en introduktion

Begrebet skibsmåling dækker over opmåling og beregning af et skibs rumfang. Det er en proces, der har fundet sted siden oldtiden, men vores viden om den praktiske udførelse før renæssancen er meget begrænset. Dog kendes der fra England og Middelhavsområdet middelalderlige tekster, hvor skibsmåling er omtalt. Denne artikel giver et kort overblik over feltets historie.

Det er meget naturligt, at man skal se internationalt på emnet, da skibsmålingens formål netop har været at kunne identificere et skib og ud fra dets beregnede bæreevne at have kunnet pålægge det afgifter i form af told og havnepenge.

Da der er økonomiske interesser forbundet med skibenes størrelse, så har emnet altid interesseret myndighederne, og gennem tiderne har der været anvendt forskellige målingsprincipper for bedst muligt at kunne beregne – for det meste – retfærdige regler for skibenes tonnage.

Ordet tonnage stammer fra det fransk tonneaux, der betyder tønder. Den vigtigste importartikel til England i Middelalderen var fransk vin på tønder, og derfor er der en naturlig vandring af ordet fra at betegne beholderen “en tønde”, til at blive det generelle ord for en vægtenhed eller rumfangsenhed.

Tøndemålet blev nemlig standardiseret af de engelske konger, så det blev sværere at snyde på vægten og lettere at beregne en told per tønde, der altid indeholdt et bestemt antal liter vin. Tønden blev i den proces til en “ton”, som er den enhed, vi kender i dag.

Der er den hage ved sagen, at tønden jo både kunne måles som et vist rumfang, der fyldte i skibet, men også kunne vejes til en bestemt vægt, og det har givet vanskeligheder i skibsmålingen lige siden middelalderen. Fylder man en tønde med jern, vejer den mere, end når den er fyldt med vand, så det var ikke lige meget, om skibets lastrum blev opgjort til et antal kubikmeter eller til et antal tons.

Kunne lastrummet rumme en vis vægt, kunne man vise det udvendigt på skibssiden ved at afmærke skibets dybgang, når det var ulastet, og sætte et andet mærke, når det var lastet så langt ned, som sikkerheden tillod. Havde man kendskab til den vægtmængde, der var sat om bord ved afmærkningen, kunne man senere let se, om skibet havde samme vægt indenbords. Havde man omvendt opmålt lastrummets længde, bredde og dybde og ud af det beregnet rumfanget, så kunne man ved et fyldt lastrum let se det indlastedes rumfang, men ikke dets vægt.

Efter renæssancen var det skibenes rumfang, der måltes og omregnedes fra kubikmål til ton, der så – fra skibene blev registrerede hos myndighederne med deres størrelse – blev kaldt for registerton, så de kunne skelnes fra vægtton. Et registerton blev lig med 100 kubikfod, fordi gamle mål for bæreevnen derved talmæssigt forblev nogenlunde af samme størrelse som den nye enhed.

En “tønde” var blevet den normale enhed i England-Frankrighandelen på grund af vinimporten, men i Norden var vin ikke en primær artikel. Her var korn en af de betydelige varer, og enheden for kornladninger blev en “læst”, der oprindeligt var et frisisk ord for et vognlæs, men ret hurtigt i middelalderen kom til at dække et bestemt mål korn.

Skibsmålingens udførelse
Skibsmåling udførtes op til computeralderen med målesnore, målestokke og lodliner, og ud fra de noterede mål beregnedes tonnagen, der også i dag er grundlag for størrelsen af afgifter, og benyttes ved befragtning, byggeregler, besætningsfastsættelse og andre lovkrav, og tonnage er derfor stadig et juridisk meget vigtigt begreb.

Før de maskindrevne skibes fremkomst var beregningerne af det rumfang, der kunne tjenes fragt på i skibet simpel, men med dampskibenes fremkomst blev sagen mere kompliceret, da bl.a. maskinrum og kulbunkers ikke kunne bruges til ladningsførelse og derfor blev fratrukket tonnagen.

Med Suezkanalen åbning i 1869 blev aftaler om ensartede kanalafgiftsberegninger af stor vigtighed i den internationale handel, og der blev indledt mellemfolkelige forhandlinger for at finde fælles løsninger. Omtrent samtidig med de første internationale forhandlinger om ensartethed i reglerne moderniserede Storbritannien sine skibsmålingsregler på grundlag af et system udviklet af George Moorsom.

Moorsoms principper blev fastholdt i de efterfølgende konventioner om skibsmåling helt op til 1969. Efter Suezkanaldrøftelserne kom det næste initiativ fra Norden, idet der blev holdt møder om skibsmålingen i Oslo i flere omgange. Oslokonferencerne førte ikke til fornyede fælles regler, men var et vigtigt led i udviklingen, der blev standset midlertidigt af Første Verdenskrig.

Efter Verdenskrigen holdt Folkeforbundets konferencer om målingen, men Folkeforbundets udkast til internationale regler blev stoppet af endnu en verdenskrig, og det var først i 1947, at der endelig kom en international målingskonvention, der aldrig blev ratificeret af en majoritet af søfartsnationerne.

Efter 1947-konventionen fremkom der meget kreative løsninger med skibe, der måltes til små tonnager, men kunne føre store mængder. Reglerne var meget komplicerede, og begreber som åbne og lukkede shelterdækkere blev indført og hen ad vejen modificeret, så det var umuligt at se på et skib, om det var det ene eller det andet eller begge dele.

Først med 1969-konventionen kom der en virkelig international aftale på plads, der i dag følges af mere end 98 % af skibsfarten. Med denne konvention bortfaldt problemerne med sammenblandingen af vægt og rumfang endelig, idet de nye tonnager ikke er angivet i en enhed, men som en slags indeks med ubenævnte tal, der beregnes på grundlag af en formel, der inkluderer længde, bredde, dybde og koefficienter.

Videre læsning
Som det fremgår af det ovenstående, er skibsmåling og tonnageberegning både historisk og teknisk en kompliceret affære og af stor betydning for samhandel og afgiftsberegning og dermed for byggeregler og andre lovindgreb. Emnet er behandlet i flere danske artikler. Den ældste tid har Anders Monrad Møller behandlet i to artikler i Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1974 og 2006.

En længere oversigtsartikel på cirka 100 sider om emnet med mere uddybende forklaringer på både de gennem tiderne brugte enheder og skibsmålingens udvikling kan findes på
www.jmarcussen.dk/maritim/mart/lexref/tonnage.html.
Artiklen beskæftiger sig  med den danske og den britiske og senere internationale udvikling. Artiklen er skrevet på grundlag af trykte kilder, og undertegnede er forfatteren.

Handels- og Søfartsmuseet takker Jørgen Marcussen for denne gennemgang af skibsmålingens historie. Vi kan kun anbefale den længere version på jmarcussen.dk. Hvis nogle læsere skulle have et par kommentarer oppe i ærmet, er I meget velkomne til at skrive herunder.

Thorbjørn Thaarup